24 elever formidler Thisteds historie på små film

Tingstrup Skoles 9.b er med i formidlingsprojektet "Historiedetektiverne" mellem TV2, DR og museerne i Nordjylland

Villy Dall og Peter Mørk (foto)
9.b fra Tingstrup Skole arbejder på otte skoledage med formidling af historiske emner. Tirsdag var de på museet i Thisted, hvor de blev modtaget af museumsformidler Rune K. Tjørnild.
4. september 2018 14:45

THISTED: - Det må have været en helt speciel person!

Det siger Maria Aljezani, Hannan Aweys, Laurids Lund og Anne Nørgaard efter at have set konsulent H. D. Bendixsens monumental gravsted på Søndre Kirkegård. De har derfor kastet sig ud i en finde ud af, hvem han var:

- Han valgte farens firma fra og tog til USA, hvor han blev rig, lyder det indtil videre.

Som led i projektet "Historiedetektiverne" skal de 24 elever fra Tingstrup Skoles 9.b producere fem små film på hver tre minutter, og de har derfor delt sig i fem grupper. Projektet er et samarbejde mellem den regionale TV2 Nord, DR Nordjylland og de nordjyske museer, og projekterne bedømmes for deres kildekritik, deres formidling og deres historiefaglige indhold.

Forløbet, der strækker sig over i alt otte skoledage, og som på Tingstrup Skole har lærer Steen Stoltenberg som tovholder, indgår i en konkurrence om, hvilken minifilm - ud af forventeligt i alt 60 - der er den bedste, sjoveste, flotteste, mest spændende og mest kreative fra Nordjyllands historie. Hvem der vinder, afgøres i december.

En anden gruppe - fire drenge - arbejder med besættelsestidshistorien om sabotagen af benzintoget, hvilket i øvrigt skete lige i nærheden af Bendixsens gravsted.

Det er en historie, der har appelleret til Mohammad Alhamoud, Stig Borggaard, Magnus Hjaltelin Korsgaard og Azad Seker:

- Vi har forstået det sådan, at selv om det var et stort og vigtigt lager af benzin, tyskerne havde beslaglagt på Thisted Havn, så var det alligevel kun nok til at føre krig i 10 minutter, siger drengene, som har tænkt sig, at deres film skal formes som en quiz à la "Hvem vil være millionær?", forklarer de.

De tre øvrige emner, der er valgt af grupper af de 24 elever, er historierne om Ane Søe, Amtmand Faye og Thisted Kirkes tårn. For hvem var denne Ane Søe - kvinden, som i en tid, hvor kvinder ikke havde noget at skulle have sagt, var så vigtig en person, at hun blev beskyldt for både det ene og det andet, herunder hekseri. Amtmand Faye var Kongens mand i byen i henved 50 år: Der er historien om, at nogle brød gravfreden ved indbrud i hans "mausoleum" på Gamle Kirkegård. Men hvem var han egentlig? 1823 døde den unge, "duelige" blikkenslager Christen Knak­ker­gaard, da han under reparation af tårnuret på Thisted Kirke styrtede til jorden. Kirken blev dermed også en "dødens arbejdsplads". Men hvordan er det nu med det kirketårn: Hvad kan man se fra det, og kan man bare gå op i tårnet, når man har lyst?

Det er museumsformidler Rune K. Tjørnild, der på Thisted Museum bistår grupperne, bevæbnet med "Købstadshistorien I-III" og "Krigsværk" m.m.m.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...