24 timers liv

Aalborg 25. juni 2003 08:00

Hjælp. Nu har jeg haft en nagelfast aftale med verdens mest sejlivede agent hver tirsdag det sidste halve år, og så BUM, slut. I går smed han mig ud af sit liv. Efterlod mig med en blank tirsdag aften resten af året. Og jeg mener, hvad i alverden skal jeg stille op med den? Se sommerens faste tv-kavalkade af genudsendelser? Gå ud i i de lyse nætter, grille på terrassen, tage på ferie...fint nok, men altså: Jeg ville hellere have min agent. Godt nok har jeg ikke haft mulighed for at sidde foran fjernsynet hver eneste tirsdag klokken 20.35 - men jeg har da heldigvis en video, som så har klaret den sag. Pålideligt endda. Selv en video ved godt, hvornår den må svigte - og hvornår den bare ikke må. For tænk hvis jeg var gået glip af et par af Jack Bauers 24 timers lange kamp for overlevelse, retfærdighed, det gode, præsidenten, nationen, verdensfreden og ja, sin datters kærlighed og sin egen sjælefred? Jeg kunne have misset dengang, han selv var ved at blive skudt af den onde Nina, der tog livet af hans kone. Jeg kunne have troet, at han virkelig ville dø, da han skulle være selvmordspilot og flyve en atombombe ud i ørkenen. Jeg kunne have tvivlet på, om det nu også var muligt ikke bare at overleve et hjertestop, men direkte fra dødslejet springe videre i en desperat jagt på et bevis, der bare bliver ved med at smutte mellem hænderne på den tapre agent, der er blevet pint og plaget så mange gange af så mange onde mennesker, at han egentlig slet ikke skulle have energi til at få øje på den modige og renfærdige Kates kvaliteter som kvinde. Og så endda stadig have åndedræt nok til at forsikre datteren om, at han elsker hende, og alt nok skal blive godt. Mens datteren i sin uendelige dumhed roder sig ind i det ene skuddrama efter det andet. Og stadig bare har et enkelt lille sår på læben som synligt tegn på alle de ting, hun må gå igennem. Og mens Jack Bauer stædigt hænger sit liv i en tynd tråd, så må den gode præsident døje alverdens kvaler med sin egen samvittighed, sine egenrådige rådgivere, sine mange modstandere og sin ekskone. Altså - hvor ville verden bare være et meget bedre sted, hvis USAs præsident hed Palmer i stedet for Bush. Og Jack Bauers selvopofrende kolleger må stege i det fedt, som grimme, krigsgale, korrupte, karriereliderlige mennesker smider i CTU-maskineriets ellers så velsmurte samarbejde. Men Ahmeida og Michelle har da i det mindste haft hinanden, når Carries intrigante opførsel er blevet helt ulidelig og til alt for stor fare for verdensfreden. Og ja - selvfølgelig endte alting godt. Altså undtagen for alle dem, der er døde i løbet af det døgn, hvor USA er lige ved at blive ramt af en atombombe, får afsat en præsident, starter en verdenskrig og sætter hjemmeværnet ind mod civile uroligheder. 24 timer har været en eventyrlig rejse i alverdens usandsynlige hændelser, der alligevel er skruet sammen på en måde, så alting virker virkeligt, troværdigt og helt ubærligt. Men det er svært at forklare folk, der aldrig fik hoppet på Jack Bauers eventyr, at det har været så livsnødvendigt at følge med i en serie, hvor helten dør og dør og dør - og alligevel bare ender med lidt ondt i hjertet. Og hvor døgnets timer er til fuld rådighed - ingen søvn, ingen toiletbesøg, ingen mad, ingenting - bare hæsblæs og katastrofer. Og hvad så? Alle os, der fulgte Bauer til den bitre ende, ved, at det kunne betale sig. For bedre underholdning er godt nok sjældent set. adl

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...