Tyverier

240.000 kr. stjålet fra diskotek

Alarmsystemer forhindrede ikke indbrud på Diskotek Supreme i Øster Hurup

ØSTER HURUP: Hele pinsens omsætning - 240.000 kroner - forsvandt, da Diskotek Supreme i Øster Hurup forleden var udsat for et særdeles veltilrettelagt indbrud. Blandt andet medbragte gerningsmændene en speciel "kærre" for at kunne transportere et 230 kilo tungt pengeskab ud til deres ventende bil. Den er nu politiets mest håndgribelige spor at gå efter, for tyvene efterlod sig ikke andet, der kan føre til afsløring af dem. Til gengæld kan politiet formentlig regne med, at det er folk med en vis erfaring. Diskoteket var nemlig sikret med en række interne alarmer og var desuden koblet til en ekstern alarmcentral. Ikke desto mindre lykkedes det tyvene at kappe telefonkablet og at klippe ledningerne samtidig til de interne alarmer. Desuden har tyvene givetvis vidst, hvad de skulle gå efter. De tog den direkte vej til pengeskabet ved at bryde gennem fem døre og lod fuldstændig hånt om diskotekets omfattende lager af spiritus og cigaretter. Indbruddet blev først opdaget, da den ene af diskotekets indehavere, Heidi Foged, som vanligt mødte ind tirsdag morgen. - Jeg fik et chok, for jeg troede, at vi havde dobbeltsikret os mod, at sådan noget kunne ske, siger Heidi Foged. Hun har sammen med sin mand, Henrik Jensen, besluttet at udsætte en dusør på 25.000 kroner for oplysninger, der kan føre til opklaring af indbruddet. Og politiet synes godt at kunne bruge en håndsrækning. - Vi har ikke ret meget at gå efter, siger vicekriminalkommisær Merete Norring fra Hobro Politi. Politiet vil meget gerne høre fra folk, der har set en større bil i Øster Hurup-området omkring klokken 2 natten mellem mandag og tirsdag. Eller fra nogen, der kender til den "kærre", der blev efterladt ved indbruddet. Den anvendes typisk på byggepladser til transport af eksempelvis mursten.