240 underskrifter mod vejbump

Beboere i Vilsted ønsker paddehattebump udskiftet

EMNER 25. september 2002 08:00

VILSTED: Omkring 240 borgere fra Vilsted har skrevet under på en protest imod de store vejbump, som skal dæmpe bilisternes fart i byen. For samtidig med at bilisterne sænker farten med omkring 10 kilometer i timen, kommer der så mange rystelser og så meget støj fra trafikchikanerne, at de 240 beboerne i Vilsted nu har fået nok. - Jeg bor lige ved siden af nogle af bumpene. Og det er efterhånden ren tortur. Når bare der kommer en personbil med trailer, larmer det og ryster i huset. Og hvis jeg har gæster om aftenen, farer de op, når bilerne kører over dem, siger Ellen Hansen, som er en af initiativtagerne til underskriftsindsamlingen, der netop er blevet afleveret til Nordjyllands Amt. Især mens landmændene har kørt høsten hjem, er det heller ikke meget, Ellen Hansen har fået sovet. - Det er så hele huset ryster, når de her store maskiner kører over bumpene, siger hun. Sammen med de øvrige protesterende er hun ikke sikker på, at sikkerheden er i top med denne type bump. - Efterhånden har mange bilister fundet ud af, at den mest skånsomme måde for bilen at køre over bumpene på er ved at have to hjul på cykelstien og to på fortovet, siger hun. Beboerne i Vilsted vil dog gerne have at der fortsat er trafik-chikane på vejen. Men det skal altså være nogle, der er mindre generende for indbyggerne. De henviser selv til, at bumpene i Raunstrup fungerer bedre. Fordele og ulemper I februar besvarede trafikminister Flemming Hansen et spørgsmål fra trafikudvalget om fordele og ulemper ved de sækaldte paddehattebump. I sit svar skriver trafikministeren, at fordelene ved bumpene er, at chauffører af store køretøjer kan passere paddehattene med den skiltede hastighed uden at føle ubehag, og rutebilernes fremkommelighed forbedres, så køreplanerne lettere kan overholdes. Ulemper er, at snerydningen bliver vanskeligere, hvor der køres med sneplov, og motorcyklisters og bilisters støddæmpere påvirkes mere ved passage af disse bump end ved passage af almindelige bump. Bumpene i Vilsted blev opsat som et forsøg for at teste paddehattebumpene. Og konklusionen er ikke kun positiv. Ganske vist har de virket efter hensigten. Hastigheden i Vilsted blev sænket med 10 km fra 54 i timen til 44. Men bumpene har den kedelige egenskab, at bilister for at mindske ubehaget ved passage dels kører skråt over dem og dels bruger både kantbanen og den modsatte kørebane til denne manøvre. Buschaufører på rutebilen gennem Vilsted foretrækker til gengæld paddehattebumpene. De fortæller, at de uden nævneværdigt ubehag kan passere bumpene med 40-50 km i timen. Bumptypen stammer oprindeligt fra Frankrig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...