245 ledige 3F-medlemmer klar til job

Orions efterfølger, Akai Danmark A/S, melder om op mod 500 job over en årrække

PANDRUP:Akai Danmark A/S får brug for 150 medarbejdere inden årets udgang. Samtidig er der forventning om op mod 500 arbejdspladser over en årrække. Sådan lyder den klare forventning hos direktør Kurt Attermann. - Jeg forestiller mig ikke en produktion i størrelsesordenen som Flextronics, da den var på sit højeste, men jeg tror på en virksomhed med maksimalt 400-500 medarbejdere over en årrække, siger Kurt Atterman og tilføjer, at, der kalkuleres med forsigtig vækst Selv om der mange steder meldes om flaskehalse, står formanden for 3F-Skagerrak, Leif Stevn, klar til at levere arbejdskraft i de mængder. Med en arbejdsløshedsprocent på 19.84 i juni måned i Hirtshals, Hjørring, Sindal, Pandrup og Løkken-Vrå Kommuner er der ledige hænder nok at tage af. - I afdelingen i Pandrup er der tilknyttet omkring 1.000 medlemmer og 245 af dem går ledige i øjeblikket. Mange af dem er blevet ledige i forbindelse med Flextronics og derfor er de ude på at kratte timer sammen, så de kan forblive i dagpengesystemet, siger Leif Stevn. Allerede i næste måned kommer der gang i virksomhedens produktionslinjer på ny og i mellemtiden er der blevet investeret betydelige summer på at forbedre og effektivisere dem. - De produktionslinjer vi overtog fra Orion var ikke de mest effektive, siger Kurt Attermann. Nyt navn Samtidig skifter virksomheden navn til Capetronic Europe, i lighed med koncernens øvrige afdelinger. Direktør Kurt Attermann fortæller, at det gamle Orion-skilt pilles ned efter sommerferien, hvorefter det nye skilt vil blive sat op. I første omgang skal der produceres fladskærme på virksomheden, men der er stor sandsynlighed for, at fabrikken også kommer til at producere andre produkter. Det er endnu ikke helt på plads. - Mod årets udgang forventer vi, at der er 150 medarbejdere, men hvis der bliver tale om andre produkter, bliver det mere end de 150 arbejdspladser, siger han. The Grand Group fra Hong Kong overtog Orion 1. april, efter at virksomheden flere måneder forinden var gået i betalingsstandsning.