25.000 i dusør for stjålne mønter

Den uheldige møntsamler, der fik stjålet sin sjældne samling i tirsdags, har udlovet en dusør, der kan blive eneste gevinst for tyvene

Tyverier 25. august 2007 06:00

STØVRING: Den uheldige møntsamler, som ved et indbrud i tirsdags mistede sin sjældne møntsamling, vil betale 25.000 kroner for oplysninger, som kan bringe samlingen til veje. Auktionshuse og samlere er blevet underrettet om tyveriet. Desuden er nogle af mønterne ekstremt sjældne på grund af deres kvalitet. Derfor mener den uheldige møntsamler, som ønsker at være anonym, at tyvene kan få svært ved at afsætte mønterne på det legale marked. - Jeg tvivler på, at der findes et illegalt marked, siger møntsamleren, som tror, at den eneste gevinst tyvene kan få, er at indlevere mønterne og modtage dusøren. Han håber, at tyvene vælge at aflevere mønterne. - Alternativet er jo, at samlingen går tabt, siger han. Vidste ikke hvad de tog - De folk der kendte til samlingen, kan tælles på en hånd, fortæller møntsamleren. Han tvivler derfor på, at tyvene har vidst, hvad de stjal, da de løb med det brandskab, som mønterne lå i. Mønterne, som tyvene slap væk med, er danske og nogle af dem stammer helt tilbage fra år 1000. - Det meste af samlingen er skabt i 1920’erne, fortæller møntsamleren, som har arvet den dyrebare samling.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...