DGI Landsstævne

25.000 med til kæmpe idrætsfest

Nedtælling til DGI’s Landsstævne, der for første gang finder sted i Nordjylland

Aalborg Kommune holdt torsdag pressemøde om det kommende landsstævne, der finder sted 29. juni til 2. juli 2017. Foto: Claus Søndberg

Aalborg Kommune holdt torsdag pressemøde om det kommende landsstævne, der finder sted 29. juni til 2. juli 2017. Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Nedtællingen til DGI’s landsstævne 2017 er i gang.

Fra 1. oktober kan man begynde at tilmelde sig stævnet, og på den baggrund holdt DGI og Aalborg Kommune torsdag et fælles pressemøde.

Det er første gang nogensinde, at stævnet - der er Danmarks største breddeidrætsbegivenhed - finder sted i Nordjylland.

Arrangementet varer fire dage - fra 29. juni til 2. juli, og ifølge DGI’s administrerende direktør Søren Brixen kan man godt begynde at glæde sig.

- Det bliver jo en kæmpe idrætsfest, hvor der kommer 25.000 deltagere, der dyrker alle mulige forskellige former for idræt. Vi har 25 forskellige idrætter og måske helt op mod 40 forskellige discipliner. Så det bliver en idrætsfest, samtidig med at det også bliver et stort fællesskab, hvor folk hygger sig og om aftenen holder en fest.

Udover de 25.000 deltagere er forventningen at yderligere op mod 60.000 dagligt vil tage til Aalborg for at følge begivenhederne og de mange afledte aktiviteter.

En anderledes vært

Når valget er faldet på Aalborg som værtsby, så hænger det ifølge Søren Brixen sammen med, at Limfjordsbyen kan tilbyde stævnet nogle andre rammer, end hvad man tidligere har set omkring stævnet.

- Det, der bliver specielt anderledes og helt fantastisk i Aalborg, er, at man har været i stand til at lave faktisk samtlige aktiviteter - på nær skydning og golf - indenfor en radius af 4,5 kilometer fra centrum (Aalborgs havnefront, red.) af selve stævnet. Og så foregår åbningen på selve havnefronten (tidligere har det ofte været på et stadion, red.), så det bliver også helt fantastisk. Det er en ny måde at starte stævnet op på, og det glæder vi os meget til i DGI.

I det hele taget er målet, at landsstævnet denne gang, at landsstævnet skal have et langt mere urbant eller storbyagtigt præg.

Prøv flere idrætsgrene

Måden, som man kan deltage i landsstævnet på, bliver også anderledes denne gang.

- Vi har gjort det sådan, at man stadigvæk kan komme og lave sin opvisning i gymnastik, eller deltage i en fodboldturnering, håndboldturnering eller hvad man nu vil. Men man kan også deltage i en anden ny aktivitet, som man tilvælger. Det vil sige, at man faktisk godt kan spille beachvolley den ene dag, og så kan man ro kajak den næste. Man har simpelthen mulighed for at prøve noget nyt af, for derigennem at blive inspireret til a tvære mere aktiv, når man kommer hjem også, siger Søren Brixen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.