Brønderslev

25 år med Naturskolen

Fødselsdagen fejres på Naturens Dag søndag

Arkivfoto

Arkivfoto

HELLUM:Naturvejlederne har naturligt nok valgt at fejre Naturskolens 25 års fødselsdag på "Naturens dag" søndag 11. september klokken 13 i Naturskolen i Lunken.

Dagen indledes med en svampetur i området omkring Naturskolen. Naturvejlederne vil efter turen gennemgå de indsamlede svampe, så ingen vender hjem med giftige eller uspiselige svampe i kurven.

Derefter skal der fejres fødselsdag, naturvejlederne vil stå klar med smagsprøver på bjesk krydret med områdets urter og bær, og vil også fortælle gode historier om urternes anvendelse i folkemedicinen.

Repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening vil servere kagemand, kaffe og saft til børnene.

Repræsentanter fra Friluftsrådet vil stå for pandekagebagning over bål, så store som små kan bage deres egen pandekage.

I løbet af eftermiddagen vil der blive lejlighed til at se de mange faciliteter, der blev etableret under projekt "Søheden Skov". Et projekt hvor naturvejlederne udnyttede deres kendskab til området og leverede rigtig meget arbejde. Man kan prøve kræfter med naturfitness, vandre på den nye vandresti, besøge stålormestien, fotoskjulet og egernskjulet. De nye shelters med bålplads, brændeskur og brændekløver kunne sammen med grillpladsen nok give lyst til at prøve en overnatning eller to i skovens dybe stile ro.

Naturvejlederne håber at rigtig mange vil være med til at fejre de første 25 år.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.