25 år med saks og studsninger

Lone Hertzberg og Peter Møller foran salonen i Fischersgade, som 7. april fylder 25 år.Foto: Claus Søndberg
Lone Hertzberg og Peter Møller foran salonen i Fischersgade, som 7. april fylder 25 år.Foto: Claus Søndberg

Når en kunde skal giftes, har sølvbryllup eller kan fejre en anden særlig livsbegivenhed, er det fast tradition, at den røde løber rulles ud foran frisørsalonen Møller og Hertzberg.

Det gør den også fredag 7. april, hvor indehaverne Lone Hertzberg og Peter Møller fejres Løgstør-salonens 25 års jubilæum.

I årenes løb har de studset et hav af både kort- og langhårede hoveder i byen, sat frisurer til hverdag og fest, været på massevis af kurser og messer og uddannet 12 frisørelever.

- Det er slet ikke til at forstå, at der er gået så mange år. Mange af kunderne er også forbavsede, når det går op for dem, fortæller Lone Hertzberg.

- "Gud, Lone!", siger de så. "Jeg er jo kommet i salonen alle årene."

Kompagnon Peter Møller tænkte i første omgang ikke nærmere over jubilæet.

- Men da kunderne så begyndte at sige "hold da op" og "det er da fantastisk", begyndte jeg at tænke, at det er da egentlig ret vildt. Så nu fejrer vi det, siger han.

Lone Hertzberg og Peter Møller mødte hinanden, da de begge underviste på frisørskolen i Aalborg i slutningen af 1980’erne.

De var også begge medlemmer af Haute Coiffure Francaise - et internationalt netværk af saloner, der hvert år mødes i Paris og bliver opdateret på den nyeste hårmode.

- Men jeg lærte faktisk primært Lone at kende gennem hendes mand Jørgen, som i dag driver en salon i Aars. Vi mænd må jo holde sammen i det her kvindefag, fortæller Peter Møller og tilføjer:

- Jeg sagde til ham, at jeg gik med tanker om at åbne min egen salon, og så opfordrede han mig til at tage fat i Lone.

Få dage efter blev salonen på Fischersgade ledig, og Peter Møller og Lone Hertzberg slog til.

- I dag kender vi hinanden ud og ind. Men vi ses faktisk ikke privat på nær et par gange om året, hvor vi tager sammen på udflugt med vores familier, siger Lone Hertzberg.

- Måske er det derfor, vores samarbejde er holdt, griner Peter Møller:

- Det er lidt ligesom i et ægteskab. Hvis man ikke hver især tog på arbejde hver dag, ville man nok hurtigt få nok af at gå op og ned af hinanden. På samme måde har vi brug for at tage hjem til hvert vores.

Arbejdsopgaverne er der ikke ændret på, siden salonen åbnede en aprildag i 1992.

Peter Møller og Lone Hertzberg, der i dag har 35 års erfaring som frisører, står stadig i salonen og tager imod kunder.

Alt det administrative arbejde klarer de uden for åbningstiderne.

- Jeg er vild med kundekontakten. Det er den, jeg brænder for. I første omgang taler vi selvfølgelig om håret, og hvad kunden ønsker sig. Men efterhånden som vi lærer hinanden at kende, bliver der en rigtig god kontakt, siger Lone Hertzberg.

- - Det er ret privilegeret at være i et fag, hvor man lever af at gøre folk glade og godt tilpas, siger Peter Møller.

Som årene er gået, har de to erfarne frisører udviklet et slags venskab med de kunder, der har fulgt salonen.

- Mange af dem kender for eksempel min foretrukne feriedestination. "Skal du til Italien med familien igen i år?", spørger de, fortæller Peter Møller.

Selvom flere af kunderne er de samme som for 25 år siden, er der alligevel noget, der har ændret sig.

I dag foregår tidsbestilling på computeren og ikke ved at bladre gennem et kartotek. Samtidig skifter hårmoden lynhurtigt.

- Da vi startede salonen, tog vi ofte til Paris og kom hjem med et kompendium, der guidede til de nyeste frisurer. I dag ville det være forældet, nærmest inden vi landede i Danmark igen, siger Peter Møller.

Jubilæet fejres 7. april med en reception i salonen fra kl. 14 til 17, hvor alle er velkomne.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden