25-årig løsladt efter røveri

Politiet må starte forfra i opklaringsarbejdet

STORVORDE:Politiet må begynde forfra i opklaringen af onsdagens røveri mod Dagli' Brugsen i Storvorde. Efter røveriet anholdt politiet ellers en 25-årig mand, som kørte i en bil, hvor der var elefanthuer og et par hvide handsker. Beklædning der svarer til den, som røveren brugte. Men den 25-årige har tilsyneladende alibiet i orden. Ifølge kriminalpolitiet opholdt han sig et andet sted på gerningstidspunktet, og derfor valgte politiet i går at løslade manden. Omkring huerne og handskerne har han forklaret, at det var brugt til et indbrudsforsøg sammen med nogle andre. Han ønskede dog ikke i går at gå i detajler med, hvor han havde forsøgt indbrud. Hans forklaring understøttes på det punkt af, at der ikke er fundet våben i bilen men til gengæld en taske med værktøj, der kan bruges til indbrud. Truede med gevær Med løsladelsen er politiet tilbage ved udgangspunktet, nemlig røveriet onsdag aften mod Dagli' Brugsen i Storvorde. Her kom en yngre dansk mand ind i butikken ved 20-tiden. Han truede ekspedienten og en kunde med et gevær. Røveren smed en pose på indkøbsbåndet, og ekspedienten tog penge fra kassen og en tipskasse - i alt 8200 kroner. Herefter løb røveren ud af butikken og satte sig ind på passagersædet i en rødlig bil, der måske kan være en Opel Kadett. Den videre flugtretning har politiet ingen oplysninger om. 20 minutter efter røveriet blev der fundet en bil på Skindbjergvej nord for Skørping. Det viste sig at være en stjålet Renault Laguna, som muligvis er blevet brugt ved røveriet. Bilen er stjålet i Aalborg Øst fra 28. til 29. januar. Rutinemæssigt stoppede politiet de biler, der kom forbi i området, og det førte til anholdelsen af den 25-årige mand, der kom kørende på Flamstedvej. Politifolkenes interesse var med det samme vakt, da kunne se, at der inde i bieln stak huer ud af midterstykket på bagsædet.