25-årig vinder historisk guld ved kajak-VM

Danmark har verdens hurtigste mand på 500 meter enerkajak. 25-årige René Holten Poulsen vinder guld i Moskva.

René Holten Poulsen vandt VM-guld i 500 meter enerkajak. Foto: Scanpix

René Holten Poulsen vandt VM-guld i 500 meter enerkajak. Foto: Scanpix

Den 25-årige René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub er ny verdensmester på distancen 500 meter enerkajak for herrer.

Danskeren roede guldet hjem ved VM i Moskva søndag morgen, og det er 64 år siden, at Danmark havde en verdensmester på distancen.

Det historiske VM-guld kom i hus efter en medrivende finale, hvor René Holten Poulsen vandt foran Bence Dombvari fra Ungarn.

Anden medalje ved VM

Senest Danmark havde en verdensmester på distancen var tilbage i 1950, hvor Johan Frederik Kobberup Andersen fra Struer Kajakklub vandt mesterskabet på hjemmebane i København.

Guldet var René Holten Poulsens anden medalje ved VM i Moskva, lørdag vandt han bronze på 1000 meter.

Det var et tæt løb på 1000 meter distancen, hvor tjekken Josef Dostal og Bulgariens Miroslav Kirchev sikrede sig henholdsvis guld og sølv.

Vindertiden lød på 3.25,09 minutter, mens danskeren roede i 3.26,48.

Flere medaljer

Det blev også til dansk guld lørdag, da Henriette Engel fra 361 Kano og Kajakklub sammen med juniorverdensmester Emma Jørgensen fra Maribo Kajakklub vandt finalen i 1000 meter toerkajak.

Det var første gang i 24 år, at der var dansk islæt på medaljeskamlen ved VM i kvindekajak.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.