Hobro

25 års jubilar i tombolaen

HOBRO:Pensioneret forsikringsmand Gunnar Ritter fra Hobro kom lidt hovedkuls ind i det, da han i sin tid sagde ja til at tage en tørn i Ambudagenes tombola. Han dukkede op på Theaterrestauranten til sit første byfestmøde med den forventning, at han blot skulle hjælpe lidt til. Men Jørgen Nielsen, der var tombola-formand dengang, bød Gunnar Ritter velkommen som ”Den nye formand for tombolaen!” ”Det kunne han da godt lige have sagt på forhånd”, tænkte Gunnar Ritter, der dog tog udfordringen op uden at mukke. Og arbejdet i byfestkomiteen bekom han så vel, at han fortsatte. Så vel, at Gunnar Ritter i år kan fejre 25 års jubilæum som aktiv i Ambukomiteen. Han er i mellemtiden blevet en ældre herre på 81 år, men han har ingen planer om at stoppe. Gunnar Ritter sælger stadig lodder fra den røde tromle i Ambulancedagenes tombola på Store Torv. - Det er begyndt at knibe lidt med at stå op så længe, men jeg tager da stadig to vagter om ugen. Jeg har altid været meget glad for arbejdet i tombolaudvalget, understreger Gunnar Ritter. Han fortsatte som formand for tombolaudvalget i en halv snes år, og han roser daværende formand Paul Clausen - som han kendte fra sit arbejde som assurandør - og den nuværende Ole Vedel for at være rare at arbejde sammen med. - Før tombolaen skal starte, køber formanden for udvalget gevinsterne ind, og der har jeg altid haft meget frie hænder og kunne selv bestemme. I de første år havde vi 5000 gevinster, og nittegevinsten var en bil, fortæller Gunnar Ritter. Et år blev nittegevinsten ikke afhentet, men så stod bilen bare over til næste år, hvor spillefuglene havde chancen for at vinde hele to køretøjer. I dag er hovedgevinsten fem gavekort à 5000 kroner. - I mange år er det gået rigtig godt for tombolaen. Sidste år havde vi faktisk udsolgt, fortæller Gunnar Ritter, der kun kan komme i tanker om en træls episode i forbindelse med gevinstboden på torvet. - Der er aldrig nogen, der har begået hærværk mod vognen - jeg tror folk værner om den, fordi den hører byen til. Men det år, da vi for første gang havde købt en videoafspiller, kom en flok rockere og stjal den ved højlys dag. Ingen turde jo gribe ind, fordi det var rockere, fortæller Gunnar Ritter. De fleste, der hjælper til i tombolaen, er pensionister - åbningstiderne, der er fra kl. 9.30 til 17, passer ikke dem, der er på arbejdsmarkedet, konstaterer Ritter. Da hans kone levede, stod de og passede tombolaen sammen og fik samtidig en hyggelig snak med folk, der gik forbi. Når der er Ambulancedagsfest i Hobro vil Gunnar Ritter ikke undvære de gule ærter, morgenkaffen og blomsteroptoget. I år bliver morgenkaffen en særlig festlig begivenhed for ham. Som tak for sin indsats gennem 25 år får han nemlig overrakt en særlig Ambuplatte.