25 boliger på ældrecenter skal renoveres

Små rum giver vanskelige arbejdsforhold til personalet - Arbejdstilsynet skrider ind

Ældreforhold 15. februar 2005 05:00

SÆBY: Arbejdstilsynet har været på besøg på Sæby Ældrecenter, og det viser sig, at 25 ældreboliger har så trange toilet/baderum, at personalet har ekstrem ringe arbejdsforhold, når de skal hjælpe beboerne med for eksempel at komme i bad. Derfor skal disse rum gøres større, og Sæby Kommune skal i gang med at finde ekstra penge i budgettet. På torsdag skal socialudvalget på en såkaldt besigtigelse på ældrecentret. - Jeg kan endnu ikke sige, hvor meget det vil koste at renovere de 25 lejligheder. Men jeg har underrettet økonomiudvalget, og næste skridt bliver i håndværkerregi, siger formanden for socialudvalget, Hanne K. Christensen (V). Hun oplyser, at kravet til arbejdsforhold har ændret sig markant gennem årene, og nu har Arbejdstilsynet altså fundet, at en række forhold på ældrecentret er utidssvarende. Som nævnt skal flere af de ældre beboere have hjælp til for eksempel at komme i bad, hvilket kræver forskellige hjælpemaskiner. Men der er for lidt plads i baderummene til at bruge maskinerne ordentligt, og de trange forhold bevirker, at personalet belaster ryg og skuldre. - Jeg regner med, at ombygningen vi begynde senere på året, men jeg kan ikke give en præcis dato, siger Hanne K. Christensen, der heller ikke er i stand til at oplyse, hvor beboerne skal være, mens renoveringen står på.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...