Fodboldlandsholdet

25 kilometer fra A-landskampe

Aalborg Stadion er ude af billedet som midlertidig nationalarena efter UEFA-straf

AALBORG:Sølle 25 kilometer. Det er hvad der mangler for, at Aalborg kan komme på tale som midlertidig hjemby for A-landsholdet i fodbold. Det europæiske fodbold forbund (UEFA) smed i går Morten Olsens tropper ud af Parken i de kommende fire kampe som følge af skandalen mod Sverige for en uge siden. I UEFA’s dom hedder det, at landsholdet skal spille de kommende kampe mindst 250 kilometer fra København i fugleflugtslinje. Der er kun omkring 225 kilometer på den konto mellem Aalborg og hovedstaden. En smule ærgerligt for chef for Aalborg Stadion, Jørgen Smed, som ellers en kort overgang efter UEFA’s dom blev offentliggjort havde set en mulighed for, at A-landsholdet kunne spille i Nordjylland for første gang siden 1989. Velkomne - De skulle have været meget velkomne, og man må da kunne forlænge afstanden mellem København og Aalborg til 250 kilometer, hvis man måler fra yderpunkterne i de to byer, lyder det med et stort smil på læben fra Jørgen Smed. Inden for Danmarks grænser er det eneste brugbare alternativ til Parken, hvis UEFA’s afgørelse står ved magt, Blue Water Arena i Esbjerg. DBU har dog appelleret UEFA’s afgørelse og derfor svæver det fortsat i det uvisse, hvad udgangen på sagen bliver. DBU’s generalsekretær Jim Stjerne Hansen sagde dog på gårsdagens pressemøde, at han krydsede fingre for, at UEFA ville acceptere geografien i Danmark og dermed åbne døren for andre muligheder end Esbjerg.