25. udgave af Skaw-Open i solskin

SKAGEN:Formanden for Skagen Tennis Klub, Bente Andersen, kunne i går glæde sig over, at også solen var gæst ved åbningen af den 25. udgave af Skaw-Open. Det med solen har det eller nogen gange knebet lidt med. Til gengæld er der nogle trofaste gæster fra hele landet, der hvert år i kalenderen for uge 28 skriver Skagen. Det gælder for eksempel Hanne Sørensen og Jørgen Nybo, der begge til dagligt spiller i Fremad og Århus 1900. De seneste syv år har de deltaget i Skaw-Open eller "ondt i håret", som de også kalder turneringen, fordi der altså også skal være tid til at feste lidt. De spiller begge i motionsrækken, og de glæder sig hvert år til at møde nye og gamle venner i Skagen. Hanne Sørensen fandt for eksempel sin partner i damedouble, Vibeke Bendix, der til dagligt spiller tennis i KB, ved et tidligere Skaw-Open. I år har de to familier stillet teltene op ved siden af hinanden lige op af tennisbanerne. Tennisformanden har som sædvanlig taget ferie i uge 28. Det samme har også næstformanden, Søren Nielsen, der stiller op i to doublerækker. Han har været med i cirka 15 af de i alt 25 udgaver af Skaw-Open, og han kan berette om gamle dage med mange flere tennisspillere, store festmiddage og en bar, der sørgede for et pænt overskud til tennisklubben. I denne uge, hvor kun seks - syv lokale er med i turneringen, ventes der et overskud på cirka 40.000 kroner.