Brovst

250 Lions til Han Herred

I dag samles 250 medlemmer af de nord- og midtjyske Lionsklubber til distriktsmøde i Han Herred Fritidscenter i Fjerritslev.

De mange gæster blev modtaget på Bratskov Foto: Claus Søndberg

De mange gæster blev modtaget på Bratskov Foto: Claus Søndberg

Et møde, der kan sammenlignes med andre foreningers årlige generalforsamling. De har følgeskab af knap 100 ledsagere, der skal på tur i Han Herreds smukke natur, mens de delegerede fra de 180 lionsklubber i distriktet afvikler mødet. Lions Club Fjerritslev er vært for mødet og har til at løse denne opgave fået støtte af kvindeklubben i Fjerritslev, Lions Club Fjerritslev Vesterhavsfruerne, og de to lionsklubber i Brovst. Velkomst Borgmester Mogens Gade bød i går distriktsledelsen anført af distriktsguvernør Peter Mølnitz, Vinderup, velkommen til Jammerbugt Kommune. Det skete på Bratskov i Brovst, hvor også repræsentanter fra de arrangerende klubber deltog. Fra Lions Club Fjerritslev mødte præsident Peter Toft, vicepræsident Lasse Christensen, kasserer Ejvind Røge, sekretær Tage Nauerby, tailtwister Jørgen Albrektsen, clubmester Hans Jørgen Hansen og mødets tovholder Niels Jørgen Godiksen. - Ledsagerne er med til selve åbningen af distriktsmødet, hvor Brovst Pigegarde sørger for den rette stemning. Udflugter Ledsagerne m/k kunne hjemmefra vælge mellem to udflugter. Den ene går vestpå med besøg ved Bulbjerg, Thorupstrand, Svinkløv og ved Slettestrand. Den anden tur indledes på Bryggermuseet i Fjerritslev og fører deltagerne til Kokkedal og Øland Mølle, inden naturen nydes med en travetur gennem Fosdalen, fortæller Niels Jørgen Godiksen.