250 til juleafslutning i svømmehal

} FULDT HUS: Fjerritslev Svømmeklubs juleafslutning blev det helt store tilløbsstykke, og de 250 fremmødte fik en flot og stemningsfuld oplevelse. Udover luciaoptog med elever fra Klim Friskole, julemandens rotur og svømmeklubbens eget luciaoptog i vandet var der til publikums store overraskelse en forrygende opvisning ved Bokseklubben Orions cheerleaders på bassinkanten. Publikum kvitterede da også med stort bifald. Som ekstra-ekstranummer og til endnu større overraskelse var det i sidste øjeblik lykkedes bestyrelsen at få to af Aalborg Svømmeklubs elitesvømmere til Fjerritslev, Maiken Thorup og Kris Kristensen. De fortalte om, hvordan man kvalificerer sig til deltagelse i OL, VM og EM. - Det gør man kun ved hård, effektiv og vedvarende træning, lød det fra de to. } JUL I KLIM: Lørdag eftermiddag kommer julen til Klim. Håndværker- og borgerforeningen står for hyggemusik og dans om juletræet i forsamlingshuset, og der serveres kål og flæsk med nisseøl til de voksne og pølser til børnene. Om aftenen fortsætter løjerne med et stort bankospil, også i forsamlingshuset.