2500 fodboldspillere på besøg

VESTBYEN:For tredje gang i træk står Aalborg Freja bag den store internationale fodboldturnering, der sparkes i gang Kr. Himmelfartsdag Flere end 2500 ungdomsfodboldspillere fra det meste af Europa, hele Skandinavien og fra Danmark sætter hinanden stævne til den internationale fodboldturnering Aalborg City Cup. Det er Aalborg Freja, der står bag arrangementet i samarbejde med organisationen Euro Sport Ring – og igen har klubben måttet trække på den store offervilje blandt de menige medlemmer. De stiller sig til rådighed i alle funktioner – lige fra servering af mad i det store telt på grusbanen til at sidde den ensomme nattevagt på én af de mange skoler rundt om i Aalborg, hvor spillerne indkvarteres. - Uden den store opbakning fra klubbens medlemmer kunne det her slet ikke lade sig gøre, og det er imponerende så mange, der giver en hånd med for at hjælpe deres klub, siger Frejas formand, Tom Nielsen. Det er tredje år i træk, Aalborg Freja kaster sig ud i det store arrangement. Sidste år var stævnet i nogen grad præget af, at Freja dengang stod i byggerod fordi det nye klubhus ikke var færdigt. Det er det til gengæld nu, og klubben kan derfor byde de mange gæster på gode forhold. Alle Frejas baner samt det meste af Firma-Idættens baner tages i brug for at få de mange kampe afviklet. Lørdag aften er der præmieoverrækkelse som afslutning på de mange kampe, der udkæmpes af spillere i alderen fra otte til 16 år. Stævnet skydes i gang på torsdag, når samtlige deltagende hold marcherer fra Haraldslund på Kastetvej til Frejas anlæg på Vestre Fjordvej. Det sker med karnevalsgruppen Poco Loco i spidsen. Den officielle åbning foretages af AaBs superligamålmand Jimmy Nielsen, og når en gasflamme, der vil brænde under hele stævnet, er tændt af to af de unge fodboldspillere, så begynder kampene.