2500 trodsede restriktioner og deltog i todages fransk fest

Fransk politi stoppede en stor technofest, der begyndte nytårsaften. I Barcelona festede op mod 1000 sammen.

Lørdag morgen er det lykkedes fransk politi at stoppe technofest i byen Lieuron, der flere gange udviklede sig til sammenstød mellem betjente og deltagere.

Lørdag morgen er det lykkedes fransk politi at stoppe technofest i byen Lieuron, der flere gange udviklede sig til sammenstød mellem betjente og deltagere.

LIEURON:Flere end 2500 personer har deltaget i en ulovlig technofest i Frankrig, der begyndte nytårsaften og først lørdag morgen blev lukket ned af fransk politi.

Festen fandt sted i en lagerbygning i byen Lieuron nær Rennes i det nordvestlige Frankrig.

Den var arrangeret til trods for, at hele Frankrig er ramt af stramme tiltag såsom forsamlings- og udgangsforbud, der skal bremse spredningen af coronavirus.

Det skriver Le Monde, BBC og nyhedsbureauet AFP.

Festen resulterede i flere sammenstød mellem deltagere og politi, der flere gange forsøgte at stoppe arrangementet. Mindst tre politibetjente blev i den forbindelse såret, og flere biler blev sat i brand.

Ifølge fransk politi kom mange af deltagerne fra Spanien og Storbritannien.

Fredag aften måtte politiet opgive at stoppe festen. I stedet afspærrede politiet området for at forhindre nye deltagere at komme ind. Først lørdag morgen lykkedes det at få festen opløst.

I et af Frankrigs nabolande mod syd, Spanien, formåede en stor gruppe unge at holde en nytårsfest kørende i 36 timer, inden politiet kom og trak stikket.

Det skete lidt uden for Barcelona, hvor op mod 1000 unge var samlet til fest i en lagerbygning. Men naboer ringede til politiet, der i første omgang - forgæves - forsøgte at overtale folk til at tage hjem.

De tre arrangører bag den store spanske fest er nu anholdt og risikerer hver en bøde på op til 600.000 euro. Det svarer til omkring 4,5 millioner kroner.

Deltagerne risikerer bøder på omkring 3000 euro (omkring 22.300 kroner) hver.

Både Frankrig og Spanien har indført stramme restriktioner og forsamlingsforbud for at bremse smittespredningen.

Et nationalt udgangsforbud i Frankrig betyder, at alle skal holde sig hjemme fra klokken 20 til klokken 06.

En række af deltagerne ved technofesten i Frankrig overnattede i deres biler for dernæst at vende tilbage til festen, skriver Le Monde.

Ifølge den franske indenrigsminister, Gérald Darmanin, blev omkring 132.000 politibetjente nytårsaften sendt på gaden i hele landet for at sikre, at forsamlingsforbud og øvrige regler blev overholdt.

Politiet har fået besked på at stoppe alle undergrundsfester og udstede bøder til alle deltagere.

Ifølge lokale myndigheder har omkring 800 deltagere i ravefesten nær Rennes fået en bøde for at deltage i den ulovlige fest, for at bryde udgangsforbuddet og for ikke at bære mundbind, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvor store bøder der blev uddelt her. Anklagemyndigheden ser desuden på, om der skal rejses sag mod arrangørerne - både for selve arrangementet og for vold mod politiet.

Deltagerne opfordres til at selvisolere i syv dage.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.