26.395 kr. til politisk arbejde

} Fjerritslev Kommune har i 2003 udbetalt 26.395 kroner til politiske partier og partiupolitiske borger- og lokallister. Tildelingen er sket ud fra antallet af stemmer ved det seneste valg. Topscorer var Venstre med 10.550 kr. fulgt af Socialdemokraterne med 5880 kr. Lokallisten for Hjortdal Sogn modtog 2090 kr., Thorup-Klim-Vust-Thorupstrand 1870 kr., Kollerup-Fjerritslev 1855 kr., Kettrup-Gøttrup-Ørebro 1730 kr., Skræm-Haverslev-Bejstrup 1160 kr., Fremskridtspartiet 690 kr. og Tværpolitisk Borgerliste i Fjerritslev 570 kr. Borgerne skal med på råd } Mindre miljøbelastning og bevaring og styrkelse af Fjerritslev Kommunes enestående naturværdier. Det er et par af punkterne i udspillet til den nye kommuneplan. Og det er meningen, at borgerne skal være med til at sætte denne dagsorden for en bæredygtig fremtid, den såkaldte Agenda 21. Navnet stammer fra Rio-konferencen i 1992, hvor der blev vedtaget en global dagsorden for bæredygtig udvikling på alle niveauer - helt ned til landsbystørrelse. I alt fem områder er med i Agenda 21, som kommunerne skal indføre i følge Planloven. Ud over mindskelse af miljøbelastning og fremme af den biologiske mangfoldighed er det bæredygtig byudvikling, samspil mellem beslutningerne inden for alle områder samt borgerinddragelse. På borgermødet 4. februar på Fjerritslev Kro kan man få mere at vide om Agenda 21. Alt udsolgt til Hausgaard } MusikCompagniet melder nu alt udsolgt til Niels Hausgaard-koncerten 22. januar på Fjerritslev Gymnasium. - Vi har solgt 400 billetter, og der er ikke plads til flere, selv om vi tager den øverste gang i fællesrummet i brug, oplyser formanden Frank Jakobsen. Hausgaards show har som sædvanlig en underfundig titel, denne gang ”Med hudfarvet hud”, og forestillingen i Fjerritslev er premiere på hans landsdækkende turne. Butik Pyndi får ny ejer }Fra 4. februar kommer der ny indehaver af Butik Pyndi i Vestergade i Fjerritslev. Lillian Nøhr, Gøttrupstrand, overtager forretningen efter Heidi Mulbjerg, som har sidste åbningsdag fredag 30. januar. - Jeg har lyst til at prøve noget nyt, siger Lillian Nøhr, der er lærer og senest har undervist på Østerild Skole. - Stilen i butikken vil jeg holde ret uændret, men ud over kunsthåndværk bliver der også teer og meditationsmusik, for jeg vil gerne gøre den til et afstressende åndehul. Og så har jeg planer om et lille galleri med kunstnerne fra gruppen Silikone, fortæller hun.