26-årig indlagt med kraniebrud

AALBORG:En 29-årig mand, tilsyneladende med rockerrelationer, blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, sigtet for et voldeligt overfald lørdag aften i midtbyen. Retsmødet foregik for dobbelt lukkede døre, så det var end ikke muligt for offentligheden at få kendskab til sigtelsen, ligesom det er ikke oplyst, hvordan den 29-årige stiller sig til sigtelsen. Ifølge NORDJYSKEs oplysninger gik overfaldet ud over en 26-årig mand, ligeledes fra Aalborg. Eller rettere overfaldene, for han blev udsat for vold dels ude i Rosenlundsgade, dels i en opgang i samme gade - altsammen omkring kl. 22.15-22.20 lørdag aften. Overfaldet blev først anmeldt til politiet mandag, og da var ofret indlagt på sygehuset. Han har fået kraniebrud og har brækket en arm, ligesom der er sket skade på tænderne.