26-årig mand dræbt i voldsom soloulykke i Viborg

Politiet kender endnu ikke årsagen til, at en ung mand sent tirsdag aften forulykkede med sin bil.

Kriminalitet 22. august 2018 05:38

En 26-årig mand fra Skive var sent tirsdag aften involveret i en voldsom bilulykke på Gammelstrupvej ved Viborg.

Manden er senere død af sine kvæstelser.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

- Omkring klokken 23 får vi en anmeldelse om, at der ligger en forulykket bil i grøften. Vedkommende kan ikke umiddelbart se, om der er personer i bilen, men da vi kommer frem, kan vi konstatere, at føreren af bilen ligger fastklemt, siger vagtchef Jens Claumarch.

Den unge mands liv stod ikke til at redde.

- Det er uvist, af hvilken årsag han kommer ud i rabatten, men her har han ramt grøften og nogle træer, og bilen er blevet slået meget i stykker.

- Vi ved endnu ikke, om han har forsøgt at undvige et dyr, kørt for stærkt eller noget helt tredje. Det skal teknikere nu finde ud af, siger Jens Claumarch.

Den 26-årige mand var ifølge politiet den eneste i bilen, da ulykken skete.

- Vi har haft hunde ude for at undersøge, om andre personer muligvis kunne være slynget ud af bilen eller efterfølgende være gået fra stedet, men det tyder intet på, fortæller vagtchefen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...