26-årig slog på dreng efter byfest

Vold 4. september 2002 08:00

AALBORG: En 26-årig mand fra Støvring er i retten blevet idømt 40 dages ubetinget fængsel for vold mod en 15-årig dreng. Volden fandt sted i forbindelse med Vejgaard Byfest i slutningen af april. Ifølge sagens oplysninger var den 26-årige temmelig fuld og på vej væk fra festpladsen, da han mødte to kammerater på 15-16 år. De to drenge gik og fnisede lidt på grund af noget, som de havde set gennem et vindue, men den 26-årige troede tilsyneladende, at det var ham, der var genstand for drengens fniseri. Den 26-årige blev dømt for at have taget fat i den 15-årige og givet ham et voldsomt slag i hovedet. Så voldsomt, at drengen fik hjernerystelse og fortsat døjer lidt med eftervéer i næseregionen. Den 26-årige nægtede sig skyldig. Han husker ikke så meget, fordi han var ret fuld den aften, men i retten afviste han med sikkerhed at have været involveret i vold. Den 26-årige tog betænkningstid med hensyn til, om han skal anke dommen. tino

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...