26 bands er klar til at fyre den af

Fredag aften begynder ni dages musikfestival i teltet på Vestkajen i Hirtshals

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Frederikshavnske F.S. Orlonn spiller torsdag aften, de er blot et af de mange nye navne på årets ”Musik under trappen”. arkivfoto

HIRTSHALS:Det bliver duoen Jakob og Lisa, der skyder den ottende udgave af ”Musik under trappen” i gang fredag aften. Når de har leveret deres fortolkninger af danske sange og jazzklassikere, er det borgmester Knud Størups tur til officielt at åbne festivalen, som varer i samfulde ni dage med koncerter hver aften. - Det bliver akkurat ligesom juleaften. En hel masse forventninger og forberedelser i mange uger op til. Der er dog den forskel, at juleaften kun er en enkelt aften, og ”Musik under trappen” er heldigvis er hele ni sommeraftener på Vesthavnen i Hirtshals, siger Rasmus Jespersen, formand i Hirtshals Musikforening, som står for de mange koncerter. I forhold til de tidligere år, er der sket en udvikling i år. - Vi er flyttet i større lokaler i år, et 333 kvadratmeter stort cirkustelt, som kommer til at stå på den velkendte plads nedenfor den spanske trappe, fortæller Rasmus Jespersen. Selv om musikerne spiller kvit og frit, så har det ikke skortet på interesse fra bands, som gerne vil vise, hvad de kan. - Grundideen med ”Musik under trappen” holder stadig vand, nemlig at give primært de lokale musikere mulighed for at spille live for et større publikum. Vi har teltet, scenen, baren, publikum, lyd og lys – og så er det bare med at levere underholdningen. Vi vil gerne vise, at Hirtshals ikke kun sidste år var kulturkommune. Det vil vi altid være, siger Rasmus Jespersen. Noget for alle ører De 26 orkestre, som leverer musik i stort set alle genrer, kommer primært fra Hirtshals- og Hjørringområdet, men der kommer også musikere fra så fjerne steder som Aalborg, Frederikshavn og Esbjerg. - Musikprogrammet er igen i år ganske alsidigt, og vi forsøger stadig at lave forskellige temaaftener. Torsdag, fredag og lørdag er primært med pop or rock. Søndag og mandag har vi harmonikaen i centrum og tirsdagen er en slags ungdomsaften, siger Rasmus Jespersen.