Galleri - Tryk og se alle billederne.
KOLDBY:Hun har nok været til dyrskue, men ikke til børnedyrskue. Det fortalte viceborgmester Ulla Vestergaard (S), da hun lørdag lige over middag åbnede det 43. børnedyrskue i Koldby. Om hun tidligere er blevet afhentet og kørt ind så standsmæssigt, forlød der ikke noget om, men at det var værd at prøve, understregede hun efter køreturen i sportsvogn med dyrskuearrangør Michael Olesen ved rattet, skriver Thisted Dagblad søndag.
Inde på pladsen nåede sidste udstiller, syvårige Amalie Arnsbæk fra Skyum lige på plads i tide med ponyen Windy, idet hun og hendes familie havde måttet tage en omvej, fordi politiet og redningsvæsen var i færd med at rydde op efter det færdselsuheld, der skete i hovedvejskrydset kort tid før åbningen af skuet.
I alt 26 udstillere var med i år, og det imponerede en veteran, nemlig dyrskuesprechstallmeister Aage Nilsson, som understregede det store arbejde, der år efter år lægges i arrangementet.
Også en anden veteran var med, nemlig dyrlæge Bent Gregersen, der i alle årene har været jourhavende dyrlæge på børnedyrskuepladsen, og som i år i øvrigt eskorterede sportsvognen med viceborgmester i sin veteranbil, som han har arvet efter sin svigerfar. Den har originale S-nummerplader fra dengang, der var noget, som hed Thisted Amt.
Rundt på pladsen var der ponyer, hunde, katte, guldfisk, fugle og et dyr, som kaldes en digo - det er nærmest en mellemting mellem en ørkenrotte og et egern. Alle fik førstepræmier, men dertil blev der uddelt en række ærespokaler (se faktaboks).
På pladsen var der også udstilling af de tegninger, som 3. klasse på Koldby Skole har lavet i anledning af børnedyrskuet.
Efter afslutningen på børnedyrskuet ved kaffetid fortsatte arrangementet som byfest under den fælles titel ”En dag i parken”.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.