2680 nordjyder med i motionskampagne

Dansk Firmaidrætsforbunds kampagne Arbejdspladsen motionerer har stor tilslutning i år

Motionsidræt 8. september 2004 06:00

NORDJYLLAND: I disse uger er der flere medarbejdere ned normalt med sved på panden. Dansk Firmaidrætsforbunds kampagne "Arbejdspladsen motionere" er nemlig i gang, og det betyder, at i de næste tre uger har 24.440 medarbejdere landets over lovet at motionere en halv time hver dag. Det er mere end dobbelt så mange som sidste år. Formålet med kampagnen er, at deltagerne skal få lyst til at få en mere aktiv hverdag og dermed mindske risikoen for hjerte- kredsløbslidelser, sukkersyge, knogleskørhed, visse kræftformer og skader i bevæge-apparatet som følge af passivitet. Guleroden er ikke kun trænede muskler og en god kondition. Første præmien for de tilmeldte hold er nemlig en rejse for hele holdet til St. Croix i Caribien. Motion som kæphest Holdet "De syv sylfider" fra Farsø Sygehus er blandt deltagerne, og består af syv ansatte fra sygehusets reetableringsafdeling. Ifølge holdkaptajn Kristine Knudsen har netop udsigten til at kunne vinde rejsen til St. Croix, trukket sylfiderne op af stolene. - Men vi håber også at få startskuddet til at komme i form, tilføjer hun. I Pandrup er Sparekassen Hvetbo også tilmeldt med et hold på 11 deltagere. - Motion er min kæphest. Hvis jeg skubber andre til det, kan de få lige så meget glæde af motion som jeg, fortæller sparekasseassistent Inge Pedersen. Det er stavgang, gåture, spinning og cykling i det fri på menuen for sparekassens hold. Målt på deltagerantal ligger Nordjyllands Amt på tredjepladsen med 2680 deltagere fordelt på 260 hold. Landsdelen er kun overgået af Københavns Kommunen og Københavns Amt. - Det er ret flot, påpeger kampagnekoordinator hos Dansk Firmaidrætsforbund, Jakob Thøger Michelsen. Ændre bevidsthed - Arbejdspladsen er der, hvor voksne danskere tilbringer en stor del af deres tid. Derfor vil vi gerne have, at deltagerne får øjnene op for nemme former for motion der, forklarer han. De nemme former for motion på arbejdspladsen kan eksempelvis være at tage trapperne og cyklen, gå en kort tur i stedet for en rygepause eller aflevere en besked personligt til en kollega i stedet for at sende en mail. - Jeg ved godt, at vi ikke kan ændre kondital på tre uger, men måske kan det ændre bevidstheden og fokuset på motion, siger Jakob Thøger Michelsen. Mandag 18. oktober vil vinderne af kampagnen blive fundet ved en lodtrækning blandt de 2450 deltagende hold.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...