27-årig fængslet for delvist at skære tommeltot af mand

Det var angiveligt uprovokeret, at en 27-årig mand mandag eftermiddag overfaldt to mænd ved kiosk i København.

Københavns Politi anholdt mandag en 27-årig mand for et tilsyneladende uprovokeret overfald på to mænd. (Arkivfoto)

Københavns Politi anholdt mandag en 27-årig mand for et tilsyneladende uprovokeret overfald på to mænd. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:En mand fik mandag eftermiddag skåret sin højre tommeltot delvist af, da han ifølge politiet blev overfaldet af en 27-årig mand nær en kiosk i København.

Det fremgår af sigtelsen mod den 27-årige, som tirsdag blev stillet for en dommer i Retten på Frederiksberg. Dommeren valgte at varetægtsfængsle manden i foreløbig 14 dage.

Knivstikkeriet fandt sted mandag omkring klokken 14 i nærheden af en kiosk på Frederikssundsvej i Nordvestkvarteret. Her overfaldt den 27-årige ifølge sigtelsen "uprovokeret" flere personer.

Den ene fik skåret sin finger delvist af, mens en anden ifølge politiet blev slået i ansigtet med knyttet hånd mindst én gang.

Central efterforskningsleder Baris Tuncer fra Københavns Politi fortalte efter midnat natten til tirsdag, at de havde anholdt den 27-årige.

- Vi har en forurettet, der er blevet skåret i hånden, og en anden person, der er blevet tildelt knytnæveslag, sagde han.

Manden, der blev skåret i hånden, var kunde i kiosken, mens ham, der fik tildelt knytnæveslag, var ansat i kiosken.

Sigtelsen mod den 27-årige handler om legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter og for brud på knivloven. Han er også sigtet efter en paragraf, der kan hæve straffen, når han tidligere er dømt for vold.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.