27-årig fængslet for drabsforsøg
Hans 26-årige tidligere samlever var i livsfare efter kvælertag

En 27-årig mand er i politiets varetægt efter et overfald mod sin ekskone. Arkivfoto: Lars Pauli Lars Pauli
HJØRRING:En 27-årig mand blev søndag varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Aalborg. Manden er sigtet for drabsforsøg på sin tidligere samlever, en 26-årig kvinde fra Hjørring.
Manden opsøgte lørdag aften kvinden på hendes adresse på Frederikshavnsvej i Hjørring og slog hende flere gange med knytnæve i ansigtet, nikkede hende to skaller og tog kvælertag på hende.
- Vi vurderer, at kvinden har været i livsfare. Hun har punktformede blødninger i øjnene, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi Peter Redder. Desuden brækkede den 27-årige mand kvindens næse.
I retten lød sigtelsen på forsøg på manddrab, trusler på livet og vold af særlig grov karakter, hvorefter dørene blev lukket for offentligheden.
Nægter sig skyldig
Den 27-årige mand erkendte i retten, at han var til stede i kvindens hjem lørdag aften, men han nægter sig skyldig i drabsforsøg. Dommeren mener dog, at der er begrundet mistanke mod manden for drabsforsøget på den tidligere samlever.
Ringede 112
Den 26-årige kvinde blev overfaldet kort før klokken 21.30 lørdag aften. Efter overfaldet formåede den 26-årige kvinde selv at anmelde episoden på alarmcentralen, og hun blev kørt til Hjørring Sygehus, hvor hun blev indlagt med sine kvæstelser. Kvinden har været i livsfare, men er nu stabil. Politiet anholdt senere den 27-årige eksmand. Han var påvirket ved anholdelsen, og har natten til søndag tilbragt tiden i detentionen. Den 27-årige mand har ikke kæret varetægtsfængslingen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.