27-årig idømt livstid for at dræbe "American Sniper"

Sagen har fået stor opmærksomhed i USA, efter at den dræbtes selvbiografi er blevet filmatiseret.

Eddie Ray Routh blev af en enig jury kendt skyldig i dobbeltdrabet, der fandt sted ved en skydebane i 2013. Foto: Michael Ainsworth/AP/POLFOTO
Udland 25. februar 2015 05:29 - Opdateret 25. februar 2015 08:19

En 27-årig mand er natten til onsdag blevet idømt fængsel på livstid for drabet på den tidligere elitesoldat Chris Kyle, hvis selvbiografi "American Sniper" er blevet filmatiseret.

Eddie Ray Routh blev af en enig jury kendt skyldig i drab på Kyle.

Anklagerne argumenterede for en livstidsstraf uden mulighed for prøveløsladelse til Routh, og den opfordring fulgte dommeren ved domstolen i Stephenville i Texas.

Dermed så han bort fra forsvarets argumenter om, at Routh skulle være paranoid skizofren og burde have været frikendt på grund af sindssyge.

- Dette er ikke vanvid. Det er bare koldt, overlagt drab, sagde anklager Jane Starnes i sin afsluttende procedure.

Sagen har igen sat fokus på Chris Kyle, der er den finskytte i det amerikanske militær, der dokumenterbart har dræbt flest i sit job.

Filmen "American Sniper", der har været en bragende succes i biograferne, vandt natten til mandag en Oscar for bedste lydredigering, men var også nomineret i kategorien "bedste film" og "bedste mandlige hovedrolle" samt tre andre kategorier.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...