27-årig mand omkom i motorvejsulykke

En trafikulykke på motorvej E45 nord for Svenstrup kostede fredag en mand livet. En kvinde er i livsfare efter ulykken. I bilen sad også fire børn

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Jan Pedersen

SVENSTRUP:En 27-årig mand fra Aalborg mistede fredag livet ved en voldsom soloulykke på motorvej E45 i nordgående retning nord for Svenstrup. En 31-årig kvindelig passager i bilen er i livsfare efter ulykken, mens fire børn i alderen to til 11 år ikke kom alvorligt til skade, oplyser vagtchef Per Vagn Nielsen fra Nordjyllands Politi. Alle seks personer er i familie med hinanden.

Ulykken skete klokken 11.10, da manden kom kørende ad motorvejen mod nord. Ved Dall kom bilen for langt ud i rabatten i venstre side i forbindelse med en overhaling.

- Føreren af bilen forsøgte at rette op til højre, men drejede for skarpt på rettet, og bilen rullede flere gange rundt på vejen, siger vagtchefen.

Soloulykken betød, at motorvejen blev spærret af ved Svenstrup. Afspærringen varede i halvanden time frem til klokken 12.45, og det skabte en del kø på E45.

Flere ulykker

Den tætte trafik på motorvejen, som ulykken forårsagede, blev kort tid efter skyld i endnu et uheld. Denne gang ved Støvring. Her kørte en bil op bag i en anden bil, og både patruljevogne og ambulancer blev sendt til stedet. Her kom ingen dog alvorligt til skade.

Desuden skete endnu et uheld på Indkildevej ved Skalborg, ifølge vagtchefen som følge af at trafikken på grund af motorvejspærringen blev ledt igennem Aalborg, og derfor skabte tæt trafik. Her blev en motorcyklist påkørt af en bil og fik åbent benbrud.