270 familier genhuses under renovering

Boligforening ændrer planen for renovering af afdeling, hvor en opgang søndag kollapsede

Foto: Kim Dahl Hansen
Frederikshavn 10. november 2014 15:37 - Opdateret 10. november 2014 17:01

FREDERIKSHAVN: Boligforeningen Vesterport i Frederikshavn vil tilbyde 270 familier i afdelingen Mølleparken genhusning, når deres lejligheder i løbet af de kommende to år skal renoveres.

Det oplyser boligforeningens direktør, Steen Møller Andersen.

Det var ellers planen, at beboerne skulle blive boende.

Baggrunden for tilbuddet om genhusning er sammenstyrtningen søndag af en del en boligblok på Provst Dreslers Vej, mens den var under renovering.

- Genhusningen sker for at vore beboere skal kunne føle sig trygge, siger han.

- De oplever naturligt en stor grad af usikkerhed omkring projektet, så har vi besluttet at tilbyde alle beboere i lejligheder, der fremadrettet skal renoveres, at de kan blive genhuset, mens processen foregår i og omkring deres lejligheder.

Beboerne vil blive genhuset i Mølleparken eller i andre af boligforeningens afdelinger.

På nuværende tidspunkt er tre opgange evakueret og beboerne bor midlertidigt på Hotel Jutlandia i Frederikshavn eller hos venner.

De evakuerede kan se frem til torsdag at få lov at hente deres mest nødvendige ejendele i deres lejligheder.

- Vi regner med, at beboerne torsdag morgen for første gang får mulighed for hente det mest nødvendige i deres lejligheder, siger Steen Møller Andersen.

Derudover får de 27 evakuerede, børn som voksne, 5000 kr. hver af boligforeningen til indkøb af tøj og andre fornødenheder, som de har måttet efterlade i deres lejligheder,

Årsagen til kollapset bliver først undersøgt onsdag, når det er sikkert at bevæge sig ind i lejlighederne.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...