EMNER

28 år og fod på egen prædikestol

Svenstrup-Ellidshøjs nye præst føler sig heldig

ELLIDSHØJ:I torsdags ordineredes hun til præstegerningen, og på torsdag, kr. himmelfartsdag, får hun sit første møde med menighederne i Ellidshøj og Svenstrup sogne. Anna Sofie Bielefeldt Mathiasen er allerede flyttet ind i præsteboligen ved sognegården i Ellidshøj med sønnen Bertram på 10 måneder og manden Jens, som er blevet ansat som organistassistent ved Støvring Kirke. Hun er ydmyg over for opgaven. Det er et stort ansvar, for der kan ske så mange ting i en familie, siger hun. Allerførst glæder hun sig gevaldigt til at lære folk at kende. Hun føler, at årstiden er med hende. Mange går ude i deres haver, og hun regner så absolut med en snak over hækken. Anna Sofie Bielefeldt er 28 år. Hun blev færdig med sit kandidatstudium til jul 2003. Derefter fulgte seks måneder på Pastoralseminariet, før hun var kvalificeret til at søge ud i folkekirken. Så kom Bertram til, og hun har givet sig god tid, før hun søgte job. Hun er kisteglad over, at hun var enstemmigt indstillet af menighedsrådene ved de to kirker. Det gør ligesom alting meget lettere. Hun er arveligt belastet i positivt forstand. Moderen, Ida-Elisabeth Bielefeldt er præst i Mørke på Djursland, og morfaderen og mormoderen var præster. Anna Sofie Bielefeldt havde den glæde, at hun havde sin mor ved sin side, da hun blev ordineret af biskop Søren Lodberg Hvas. Moderen var en af de fire præster, der stod for de obligatoriske skriftlæsninger ved ordinationen. Det var et stort øjeblik for dem begge.