EMNER

28-årig havde pistol gemt i førersædet

KØBENHAVN:En 28-årig mand nægtede under et grundlovsforhør i Københavns Dommervagt at have noget kendskab til den kaliber 7,62-pistol, som politiet har fisket ud af en revne i et af sæderne på hans Peugeot. Men det forhindrede ikke dommeren i at bure ham inde i tre døgn, mens pistolen granskes for fingeraftryk, og det iturevne stof i stoleryggen ligeledes kommer under lup. Søndag fik politiet en henvendelse om, at manden havde en pistol i bilen, der derfor blev sat under observation. Da der ikke dukkede nogen op, valgte politiet til sidst at ransage bilen. Betrækket i ryggen på passagersædet var skåret op, og pistolen sad i klemme i rammen, så den kunne nås fra førersædet. Manden oplyste under grundlovsforhøret, at betrækket i ryggen på forreste passagersæde var revet løs, da han købte bilen for fire måneder siden. Søndag eftermiddag parkerede han bilen på Nørrebrogade og tog ind til byen med nogle venner, forklarede han. Desuden har han lånt bilen ud til fire bekendte, som han navngav på en seddel. Dem skal politiet også have en snak med, inden anholdelsen løber ud. /ritzau/