EMNER

28-årig mand fundet død

Den 28-årige mand, der blev set falde i Limfjorden for tre uger siden, er nu fundet død.

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

Mere end tre ugers søgen efter en 28-årig mand fik tirsdag eftermiddag ved 16.40-tiden en afslutning, da manden blev fundet død ved Limfjorden for enden af Stigsborgsvej i Nørresundby. - Det var en hundelufter, der fandt den livløse person i vandkanten, og ud fra påklædningen og legitimationspapirer fundet på personen, så er vi næsten hundrede procent sikre på, at det er ham, fortæller vagtchef Karsten Kristensen fra Nordjyllands Politi. Den 28-årige mand boede på Blåkildevej i Aalborg Øst, og fredag den 13. april tog han en bus til Nørresundby. Eftersøgning blev indstillet Det er med al sandsynlighed ham, der blev set falde i vandet på Nørresundby-siden natten til lørdag. - Det går vi stærkt ud fra, siger vagtchefen. Den 22. april blev eftersøgningen af den 28-årige mand indstillet og mandens mor begrundede indstillingen af eftersøgningen med, at det er hårdt for familien, at der ikke dukkede nye oplysninger op, selv om frivillige i dagevis havde søgt efter ham. Familien til den 28-årige mand er underrettet, og der vil onsdag ske et ligsyn og en endelig genkendelse af manden, oplyser vagtchefen.