28-årig rakte tunge efter politibetjente

MIDTBYEN: En 28-årig mand fra Aalborg blev lørdag aften anholdt og taget med til detentionen på politigården, efter at han ifølge politiets oplysninger havde rakt tunge efter betjente. Tungeslaskeren var dog ikke det eneste problem, men den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Politiets vagthavende oplyser nemlig, at den 28-årige luftede tungen, efter at han i forvejen havde været til besvær, da politiet var ude for at hanke op i lidt uro på Strandvejen. Blandt andet blev den 28-årige, der var noget beruset, flere gange bedt om at forlade stedet. Da han ikke parerede ordre, men ligefrem begyndte at argumentere for sin fortsatte tilstedeværelse ved obskøn brug af tungen, blev han anholdt og fik en overnatning i detentionen. tino