28 forlader en tryg rede i skolen

BRØNDERSLEV:- I forlader den trygge rede, som skolen har været for jer. Det sagde skoleinspektør Per Bøgh Johansen til de 28, der forlader Søndergades Skole i Brønderslev, samt deres forældre, der deltog i dimissionsfesten. - Det er fortiden. Nu kommer den tid, I har til gode - fremtiden. Fremtiden findes ikke i virkeligheden. I samme øjeblik, vi kommer ind i fremtiden, ændrer den karakter og bliver til nutid. Måske er det derfor, vi har travlt med at ordne alt det, vi skal have ordnet, mens tid er. - Nuet varer så kort, at man næsten ikke opdager, at det forsvinder ind i fortiden, hvor det blander sig med alle de andre minder, og bliver historie, sagde Per Bøgh Johansen. Per Bøgh Johansen henviste til fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen, der altid har beskæftiget sig med tid, i dette tilfælde i relation til arbejde. Han ser for sig en udvikling på arbejdsmarkedet, hvor det at arbejderen sælger sin tid (37 timer om ugen), erstattes af, at det er præstationen, der sælges. Det er evnen til at løse en specifik opgave eller en serie af opgaver, der honoreres i fremtiden. Det er varetagelse af en specifik arbejdsfunktion, specialviden, engagement, effektivitet og samarbejdsevner, der efterspørges i fremtiden. - Det er ikke - som i industrisamfundet - stabil arbejdskraft, der er i centrum. Man ansættes individuelt og får ofte en løn, der svarer til ens specielle kvalifikationer. Hvis man klarer opgaverne godt, kan man få nye, spændende muligheder. Per Bøgh Johansen sagde, at han håber, at eleverne også har drømmen med i bagagen. - Det er jeres drømme og jeres ønsker, der skal være med til at bestemme, hvad det er for et samfund, som I gerne vil leve i. Om vi skal være en del af Europas Forenede Stater, eller om vi skal kæmpe for et FritVendsyssel.Det er jeres evnte til at drømme og fantasere, der skaber noget nyt. - Det er mindre farligt at drømme det umulige, end det er ikke engang at have drømt det mulige. - Samtidig med drømmene og samtidig med glæden, er der nogen, der har en frygt.En frygt for "dem ude i livet", sagde Per Bøgh Johansen.