Udland

28 indiske gidsler løsladt i Somalia

Somaliske pirater har løsladt 28 indiske gidsler. Mange af dem har været fanget i over et år.

28 indiske gidsler løsladt i Somalia

Efter mere end et år som gidsler kan en stor gruppe indiske sømænd se frem til at se deres familier og venner igen.

Der er tale om besætningen fra to indiske skibe, hvoraf et af dem - med omtrent 20 besætningsmedlemmer om bord - blev tilbageholdt ud for Omans kyst den 2. marts sidste år af somaliske pirater.

Hvornår og hvor det andet skib blev kapret er ikke oplyst.

Ikke desto mindre er der tilsyneladende indgået en aftale med piraterne, så gidslerne kan vende hjem.

- I går blev 28 indiske sejlere fra to skibe, Royal Grace og Smyrni, befriet, siger den indiske søfartsminister G.K. Vasan ifølge nyhedsbureauet Ians.

- De vil komme hjem om nogle få dage, tilføjer han.

Ministeren undlader at nævne, hvordan gidslerne blev befriet, og om der var en løsesum involveret.

Han nøjes med at sige, at New Delhi har håndteret sagen "meget diskret".

236 indiske sømænd er blevet befriet fra somaliske pirater i de senere år, men 24 indere holdes fortsat fanget som gidsler, siger ministeren.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.