28 stillinger skal spares væk

Torsdag skal politikerne beslutte, hvorvidt der skal nedlægges 28 stillinger på skoleområdet i Frederikshavn Kommune

28 stillinger på skoleområdet skal spares væk. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

28 stillinger på skoleområdet skal spares væk. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:På torsdag skal politikerne i børne- og ungdomsudvalget tage beslutning om, hvorvidt der skal nedlægges 28 stillinger på skoleområdet. En kombination af den nye skolestruktur, demografi samt tidligere besparelser fra budget 2013 og 2014, har den konsekvens, at der skal skæres 28 fuldtidsstillinger væk på skoleområdet i forbindelse med skoleåret 2015/16.

Stillingerne dækker over både lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere.

Naturlig omsætning

Der sker hvert år en naturlig omsætning i personalet. Det endelige antal af afskedigelser kan derfor nedbringes i sidste ende, afhængigt af om der er medarbejdere, som ønsker at gå på efterløn, pension mv.

Den vedtagne strukturændring betyder, at Elling og Jerup Skole lukkes samt at udskolingen på Gærum og Stensnæsskolen flyttes.

Det er dog ikke sådan, at det er medarbejderne på disse skoler, der nødvendigvis rammes af afskedigelser.

En større proces

Medarbejderne på kommunens skoler er alle ansat i Frederikshavns kommunale skolevæsen, og der igangsættes derfor en større proces på medarbejdersiden i forbindelse med strukturændringerne. Helt konkret skal alle medarbejdere tilkendegive, på hvilken skoleafdeling de ønsker at arbejde næste skoleår.

- Det er ikke sådan, at alle medarbejdere flyttes til andre skoleafdelinger end deres nuværende. Det er vores forventning, at hovedparten af de medarbejdere, der er på den enkelte skole i dag, også er at finde der næste år”, siger skolechef Vibeke Post Madsen.

Grundstammen fortsætter

- Det er vigtigt for den enkelte skoleafdelings pædagogiske udvikling, at grundstammen af personalet fortsætter, ligeledes har det stor betydning for børnenes faglige, personlige og sociale udvikling, at der er kendt personale på den enkelte skoleafdeling”, fortsætter hun.

I en tæt dialog

Processen omkring medarbejderne sker i en tæt dialog med de faglige organisationer BUPL, FOA og DLF.

- Det er vigtigt for os, at vi laver denne proces så ordentligt som muligt. Vi har lavet en bred inddragelse i de lokale MED-udvalg på skolerne omkring både ønskeskema og kriterierne for afskedigelser. CenterMED for Skoleområdet skal i denne uge drøfte de forskellige tilbagemeldinger, inden vi lægger os fast på den endelige proces, forklarer skolechefen.

Børne- og ungdomsudvalget skal i denne uge beslutte ressourcetildelingen for skoleåret 2015/16, som udgør grundlaget for skolernes videre planlægning.

Det forventes, at der sendes en orientering ud til alle medarbejdere fredag 6. februar.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.