280.000 kr for guldalderbreve

København, mandag /ritzau/ Mandag aften blev en kasse med breve, skrevet af en række guldalderens store personligheder, solgt for 280.000 kroner på Bruun Rasmussen Kunstauktioner i Bredgade i København. Køberen er Det Kongelige Bibliotek. Brevene er skrevet til af kunsthistorikeren og folkemindesamleren Just Mathias Thiede, som mest er kendt for at have indsamlet og udgivet "Danske Folkesagn I-IV" i begyndelsen af 1800-tallet. Just Mathias Thiede er også kendt for at have stiftet Kobberstiksamlingen. Thiede var en central person i 1800-tallets åndsliv og havde tæt personlig kontakt med en række af tidens store kunstnere, som for eksempel H.C. Andersen, Bertel Thorvaldsen, H.C. Ørsted, August Bournonville, Wilhelm Marstrand og Niels W. Gade. Mere end 60 af de cirka 300 breve er skrevet af prins Christian Frederik (1786-1848), den senere Christian VIII. Brevene fortæller i detaljer om en række vigtige begivenheder i perioden. Efter Just Mathias Thiedes død i 1874 arvede en slægtning nogle af Thiedes møbler, blandt andet en gammel sekretær hvor brevene lå gemt indpakket i anonymt brunt papir. Arvingen undersøgte aldrig brevene nærmere, men da hun et par år før sin død forærede brevene bort, blev de genstand for stor interesse fra den nye ejer, som nu har solgt brevene videre via Bruun Rasmussen. /ritzau/

Forsiden