280.000 kr. til projekt for overspisere

Foreningen BOA får støtte fra Socialministeriet

AALBORG:Overvægtige overspisere får nu hjælp til at komme af med deres spiseforstyrrelse. Foreningen BOA, der yder rådgivning til spiseforstyrrede, har fået 285.000 kroner af Socialministeriet til et nyt projekt, som begynder i april. - Vi har fået mange henvendelser fra folk, der har prøvet blandt andet vægtkonsulenterne, og som har fået hjælp ad den vej. Men for nogle er det bare ikke nok, og de har stadig en spiseforstyrrelse. Derfor har vi søgt penge til at hjælpe de mennesker, og tilskuddet gør os i stand til at lave et terapeutisk forløb, hvor de både får hjælp af en diætist, en farve- og stilkonsulent og motion, fortæller rådgiver hos BOA, Elisabeth Kyhn. Deltagerne vil være mennesker, der i lang tid har kæmpet med overvægt, og som ikke kan lade være med at spise. - Personerne er har tit ændret væsen og er for eksempel blevet mere irritable eller vrede. Mange af dem bryder sig ikke om sig selv, og de har valget mellem enten af blive ved med at spise eller være en person, som de ikke ønsker at være, forklarer Elisabeth Kyhn. Forløbet strækker sig over halvandet til to år. Deltagerne på de to hold skal mødes op mod 30 gange, og det er langt flere gange end på andre forløb i eksempelvis selvhjælpsgrupper, hvor deltagerne typisk mødes i gruppen omkring 10 gange, fortæller Elisabeth Kyhn. - Spiseforstyrrelsen har et stærkt tag i dem. Den røde tråd i forløbet bliver, at overspiserne skal se på sig selv og deres egen historie. De skal kigge indad og forstå, hvorfor de begyndte at overspise og fortælle deres historie til de andre i gruppen og en terapeut. Overspisere er gode til at se andre menneskers ressourcer, men de kan ikke se deres egne, siger Elisabeth Kyhn. Måske flere hold Deltagerne skal leve deres sædvanlige daglige liv, mens de følger det intensive forløb, som skal give dem redskaber til at arbejde med sig selv derhjemme. I alt 16 personer får mulighed for at deltage i projektet. Det første hold begynder i april og det andet til efteråret. Frivillige i BOA vil foretage samtaler med de personer, der ønsker at være med. Det sker for at BOA kan danne sig et indtryk af, om de er i stand til at gennemføre forløbet. - Alderen er ikke afgørende. De eneste kriterier er, at deltagerne er overvægtige og overspisere, og at de har svært ved at integrere sig i samfundet. Det kan være socialt eller arbejdsmæssigt. Mange personer med spiseforstyrrelser går med selvmordtanker eller har depressioner, siger Elisabth Kyhn, der tilføjer, at BOA vil søge om flere penge i ministeriet, hvis der er for mange ansøgere til de 16 pladser.