Lokalpolitik

2840 veje hedder det samme

Svært at få vejnavne til at matche hinanden i kommende storkommuner

NORDJYLLAND:Få lavet et nyt visitkort og væn dig til både et nyt vejskilt og et nyt navn på din vej. Det kan vise sig at blive fremtiden for et stort antal nordjyske husstande, når de kommende storkommuner bliver en realitet. En analyse, som NORDJYSKE Medier har lavet af ejendomsvurderingen 2004, afslører nemlig, at hele 2840 veje i Nordjylland har det samme navn i de otte nye storkommuner. I nogle tilfælde går navnet igen i to kommuner - i andre i hele fire kommuner. Konsekvensen er, at det bliver svært at finde ud af, hvor vejene ligger, hvis de går igen i den samme kommune. I Aalborg foreslår borgmester Henning G. Jensen (S) derfor, at vejnavne kun må findes i en version, når Hals, Sejlflod, Nibe og Aalborg kommuner bliver til en kommune. Og får borgmesteren sin vilje, skal 347 veje derfor have nyt navn i storkommunen Aalborg. Vælger de syv andre storkommuner med navnsammenfald samme løsning skal hele 1597 vejnavne laves om. En anden mulighed er dog at tillade gengangere blandt vejnavne, så længe postnummeret for de pågældende veje er forskelligt. Den kommende Hjørring Kommune er i øvrigt "topscorer" med 703 ens vejnavne, mens Rebild Kommune har færrest, nemlig 138 ens navne.