29-årig fængslet for voldtægt: Nu er han frifundet

Erstatningskrav for uberettiget varetægtsfængsling kan være på vej

Arkivfoto: Torben Hansen

Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:En 29-årig mand fra Aalborg-området var i foråret varetægtsfængslet i over en måned, sigtet for en voldsom voldtægt af en 38-årig kvinde.

Fredag blev han frifundet af Retten i Aalborg.

Retten fandt det ikke bevist, at manden havde begået voldtægt, da samlejet med kvinden skulle være startet frivilligt, og kvinden først senere i forløbet sagde fra.

Kvinden, som er fra Aalborg-området, har været kæreste med manden. Hun har tidligere forklaret politiet, at han med vold og trusler tvang sig til sex med hende. Det skulle være sket i hendes bolig i Aalborg 15. marts, hvor manden - ifølge kvindens forklaring - havde sparket døren ind til hendes soveværelse, tvunget hende ned på sengen og voldtaget hende.

Men ved retssagen fredag havde kvinden ændret forklaring. På den baggrund mente Retten i Aalborg ikke, at der var grundlag for at dømme manden for voldtægt, oplyser anklager Susanne Hansen fra Nordjyllands Politi.

Den 29-årige mand har været varetægtsfængslet fra midt i marts til 19. april på grund af sigtelsen for voldtægt.

Hans advokat, Charles Lindberg, fortæller, at han nu skal drøfte med den frifundne mand, om de skal kræve erstatning for uberettiget fængsling.