29-årig forsøgte snyd for 150.000 kroner
En mand fra Nørresundby blev fredag dømt for forsikringssvindel
AALBORG: En 29-årig mand fra Nørresundby er fredag blevet dømt for forsikringssvindel ved Retten i Aalborg.
Politi og forsikringsselskab modtog en anmeldelse fra manden, der angiveligt havde fået stjålet elektronik, kontanter, tøj og plejeprodukter for 146.900 kroner.
Forsikringsselskabet blev dog mistænksomt, da de modtog en række næsten ens anmeldelser af samme type som den 29-åriges forskellige steder i landet - endda på nogenlunde samme tid.
- Et vidne fra forsikringsselskabet fortalte i retten, at man havde modtaget 18 sager der lignede hinanden, hvor billeder og kvitteringer gik igen i nogle af sagerne, fortæller anklager Lene Lentz fra Nordjyllands Politi.
Det førte til en tiltale mod manden, der i dag blev dømt til seks måneder betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste. Den 29-årige mand nægtede sig under hele forløbet skyldig, men modtog dommen.