29-årig mand fik halvandet år for livsfarligt knivstik

Drab 25. juni 2003 08:00

AALBORG: Den 29-årige Jan Laursen, Gug, blev i går i retten i Aalborg idømt halvandet års fængsel. Han blev kendt skyldig i at have stukket en kniv i brystet på en bekendt under et dramatisk opgør i begyndelsen af marts. Sagens 26-årige offer, der er nevø til den 29-åriges samlever, var tæt på at forbløde ihjel efter knivstikket. Han reddede formentlig kun livet, fordi han kom under hurtig behandling og blandt andet fik tilført blod. Under sagen kom det frem, at han nåede at miste syv liter blod, før det lykkedes lægerne at stoppe blødningen. På grund af omstændighederne blev den 29-årige i udgangspunktet sigtet for forsøg på manddrab, men i retten i går var tiltalen kørt ned i en sag om vold af særlig farlig, rå eller brutal karakter. Skænderi Det dramatiske opgør fandt sted på og uden for den 29-åriges bopæl på Fridtjof Nansens Vej i Gug natten til søndag 9. marts. Den 29-årige og hans samlever holdt forfest til en bytur, men der opstod uenighed om, hvor selskabet skulle hen. Det første blandt andet til skænderi mellem den 29-årige og den 26-årige. Udover alkohol blev den 29-årige åbenbart noget påvirket af, at den 26-årige under skænderiet begyndte at beskylde ham for at være en dårlig far. Under retssagen kunne den 26-årige ikke huske at have provokeret den 29-årige med den slags udtalelser, men han vil ikke afvise at have forklaret det til politiet, sådan som det fremgår af politiets første afhøringsrapporter. I slagsmål I hvert fald står det fast, at de to mænd for alvor røg i totterne på hinanden. Den 29-åriges samlever, der som nævnt også er den 26-åriges moster, forsøgte at skille parterne, og det lykkedes til sidst af passificere den 29-årige. Da moster og nevø slap grebet om den 29-årige gik han imidlertid ifølge vidneforklaringerne direkte hen og tog en kniv. Mosteren råbte til nevøen, at han skulle løbe væk, og de to mænd endte på parkeringspladsen udenfor. Stik i brystet I retten forklarede den 26-årige, at han sikkert godt kunne være sluppet væk, men det var ham magtpåliggende at få kniven fra den 29-årige, fordi han var bange for, hvad der kunne ske hans moster, hvis ikke han fik afvæbnet den 29-årige. Tumulten på parkeringspladsen endte med, at den 26-årige fik et enkelt knivstik i brystet, så han faldt om i en stor blodpøl. På det tidspunkt kom mosteren ud og så, hvad der var sket, og hun sørgede for, at der omgående blev slået alarm, hvorefter den 26-årige hurtigt kom under behandling. Uden behandling var han skønsmæssigt forblødt ihjel i løbet af en times tid at dømme ud fra de indre skader, som det dybe knivstik gav. Husker intet Under retssagen kunne den 29-årige mand ikke erklære sig skyldig, fordi han ifølge sin forklaring ganske enkelt ikke husker at have stukket med kniv. Han erkendte dog, at det var hans kniv, der blev stukket med, ligesom DNA-prøver har vist, at han havde en del blod fra offeret på sit tøj bagefter. Den 29-årige, som har siddet varetægtsfængslet siden episoden, modtog rettens dom på halvandet års ubetinget fængsel. Han acceptere også rettens beslutning om, at han skal forblive bag tremmer, indtil straffen er udstået.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...