29-årig fængslet for medvirken til drabsforsøg efter knivstikkeri

En 38-årig mand er fortsat i koma efter et knivstikkeri fredag. Politiet leder efter mulige medgerningsmænd.

AARHUS:En 29-årig mand er efter et grundlovsforhør lørdag aften blevet fængslet i fire uger frem til den 3. september.

Han er sigtet for medvirken til drabsforsøg på en 38-årig mand fredag aften i Brabrand i det vestlige Aarhus.

Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Den 38-årige mand er i koma efter at være blevet udsat for knivstikkeri.

Politiet kender endnu ikke til et muligt motiv for knivstikkeriet, eller om en gruppering er involveret.

De fandt frem til den 29-årige sigtede ved hjælp af videoovervågning og vidner.

- Det var så interessant, at anklagemyndigheden har vurderet, at de vil gå videre med det, siger René Ludvig, der er vagthavende hos Østjyllands Politi.

Episoden fandt sted på Lenesvej i Brabrand, der er en del af boligområdet Toveshøj nord for Gellerupparken.

Politiet oplyser, at de fortsat leder efter andre mulige gerningsmænd, og at de i den forbindelse søger vidner til episoden. Har man hørt eller set noget, kan man henvende sig til politiet på 114.

Den 38-årige mand var blevet stukket med kniv flere steder på kroppen.

Omkring klokken 23.35 fredag aften fik politiet flere anmeldelser om knivstikkeriet, og da betjentene ankom, var mange personer samlet i området.

Manden blev behandlet på stedet og kørt til traumecentret på Skejby-afdelingen af Aarhus Universitetshospital.

Han var lørdag morgen i kritisk tilstand og blev opereret. Han ligger lørdag aften fortsat i koma.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.