Tyverier

29-årig nordjyde varetægtsfængslet i fire uger

En 29-årig mand fra Nordjylland er i går blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for en række indbrud i private bankbokse.

Det er blandt andet Jyske Banks filialer i Viborg og Holstebro, som indenfor de sidste par måneder har været ramt af en bølge af indbrud i kundernes bankbokse, men også andre private kundebokse i nordjyske pengeinstitutter har været udsat for indbrud i gennem de seneste måneder. Den 29-årige mand blev - efter en fælles indsats mellem politi-kredsene i Nord- og Midtjylland - anholdt tirsdag sidst på dagen, og han blev derpå fremstillet i retten i Terndrup. Det er ikke muligt at sige noget om, hvordan den 29-årige nordjyde forholder sig til sigtelsen, da grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre. Men den sigtede har valgt ikke at kære varetægtsfængslingen.