EMNER

29-årig skibsreder med ambitioner

Lars Lindegaard, Sæby, har seks fragtskibe i søen og stiler efter flere

FREDERIKSHAVN:Et erklæret mål for den 29-årige nordjyske skibsreder Lars Lindegaard er flere skibe end de nuværende seks og samtidig en foryngelse af tonnagen. For to og et halvt år siden etablerede Lars Lindegaard, der er uddannet elinstallatør, firmaet H &L Intercon, der yder skibsteknisk management. Firmaet førte hurtigt til køb af først et skib, siden endnu et, og nu tæller rederiet Express Shipping seks skibe i størrelsen 3000-6000 ton. Flåden fordeler sig på tre containerskibe, en cementbåd, en ro/ro-færge og et tørlastskib. De fem ansatte maskinmestre og elfolk i H&L Intercon har samtidig fuldt op at gøre med indkøb og den tekniske support af skibene, der foregår efter devisen hellere forebygge end helbrede. H&L Intercon har netop forlagt residensen fra den hidtidige adresse i Hals til Frederikshavn Maritime Erhvervspark, hvor lejemålet består af 150 kvm. nyindrettede kontorlokaler og 250 kvm. lager. Her skal også rederiet fremtidigt have base. - Det maritime miljø og lejebetingelserne er fantastiske, og spillet ind har det selvfølgelig også, at vi dokker skibene i Frederikshavn, siger Lars Lindegaard, der med bopæl i Sæby samtidig selv har fået kortere på arbejde. Den unge skibsreder, der ejer Express Shipping sammen med en onkel og en fætter, Kresten og Karsten Hjelm, begge fiskeskippere, har ambitioner om mere. - Vi stiler efter flere og også nyere skibe, så vi får en foryngelse af tonnagen fra de nuværende 20-30 år til 15-20 år, erklærer Lars Lindegaard. - Men det er en hård branche, lige nu peger pilen opad for containerfarten, mens tørlastmarkedet er nede. Så det gælder hele tiden om at holde omkostningerne nede, siger Lars Lindegaard, der ombord har 80 mand i sit brød. Skibene sejler under dansk og også norsk flag og med danske skibsofficerer, mens den menige besætning hovedsageligt er polsk og lithausk. Af de tre containerskibe på hver 4000 ton, East Express, West Express og North Express, bevæger de to sig for det meste ved sydligere europæiske kyster med Rotterdam som nordligste omdrejningspunkt, det tredje i Østersøen mellem Kleipeda og Hamburg. Cementbåden Kamal, der hovedsageligt sejler for Aalborg Portland, er netop nu på vej til Aalborg fra Grønland, og ro/ro-færgen Claire på 6000 ton, har i over et år for Smyril Line haft fast charter med lastbiltrailere mellem Hanstholm og Færøerne. Det sjette skib, tørlasteren og 3000 tonneren Sixtus, er derimod på grund af de dårlige rater, for nylig lagt op i Frederikshavn Havn med salg for øje. Men ellers sejler skibene i time-charter og er typisk booket tre-seks måneder frem. Befragtningsopgaverne står mæglerfirmaet CJ Shipping i Aalborg for.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst