29 års helvede er slut

Grønt lys for behandling

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

De daglige timer med at bade og smøre sig ind, er nu er overstået kapital for Kristian Knudsen. Foto: Bent Bach

HJØRRING:Det var en meget spændt Kristian Knudsen, som mandag morgen kørte fra hjemmet i Serritslev mod Marsellisborg Hospital. Det var nemlig dagen, hvor det skulle afgøres, om han fik lov til at fortsætte den meget succesfulde behandling med et nyt lægemiddel, Raptiva, som i løbet af 10 uger har reduceret hans psoriasis til næsten ingenting. Før behandlingen begyndte dominerede sygdommen hans liv totalt, og egentlig havde han opgivet at få det bedre. Men med den nye behandling kom der pludselig nye kvaliteter og håb i Kristian Knudsens liv. Mandag skulle det afgøres, om håbet skulle slukkes. - Det tog kun en halv times tid på sygehuset, så var det overstået, siger en meget glad Kristian Knudsen, som fik sit højeste ønske opfyldt. Behandlingen fortsætter, og det betyder, at han nu kan se frem til at liv uden kløe, skæl, store mængder fugtighedscreme og tør, irriteret hud. Et helt nyt liv. - Det er simpelthen 29 års helvede, der er slut. Det er næsten ikke til at sætte ord på, siger Kristian Knudsen. Han har stadig lidt psoriasis på kroppen, men i forhold til. at sygdommen dækkede 94 pct. af kroppen, da behandlingen begyndte for 10 uger siden, er der sket meget. - Tidligere skulle jeg bruge en times tid på at gøre mig klar om morgenen. Først et langt bad for at løsne skællene, og siden masser af fugtighedscreme. I dag kan jeg være klar på et kvarters tid. Det er helt utroligt, siger han. Og som ugerne går med de små Raptiva-prik hver lørdag formiddag, ja, så svinder hans psoriasis stille og roligt. - I dag har jeg psoriasis på under halvdelen af kroppen, og det er på en helt anden måde end tidligere. Der er ikke længere skæl, men kun små røde pletter - især på skinnebenene, siger han. I første omgang skal han fortsætte behandlingen i et par år, hvorefter det skal vurderes, om han skal fortsætte. - Der skal ses på, om behandlingen stadig virker lige godt, og om jeg har bivirkninger, siger Kristian Knudsen. Behandlingen har også påvirket Kristian Knudsens søvnmønster. - Jeg sover mindre end jeg plejer, og jeg har mere energi. Så det er både fysisk og psykisk, at jeg har fået det meget bedre. Jeg kan simpelthen mærke, at den roterer anderledes i knoppen nu, siger han. Men selv om Kristian Knudsen har fået forhøjet sin livskvalitet, skal der dog ikke umiddelbart ændres noget i hans liv. - Så langt har jeg slet ikke tænkt endnu. Der ligger jo stadig en lille skepsis og frygt for, at min psoriasis vender tilbage for fuld styrke, så jeg skal lige have lidt tid, siger han. Overordnet set har Kristian Knudsen dog nået et par foreløbige må. Han har fået has på en sygdom, som har domineret hele hans voksenliv - og han har fået sat fokus på psoriasis. - Mit formål med at træde frem var at fortælle om psoriasis, for at få manet nogle fordomme i jorden. Og det har jeg fået utrolig meget god respons på, siger han.