29 får bøde eller bliver sigtet ved sønderjysk gaderæs

Syd- og Sønderjylland har lørdag aften og natten til søndag lavet en indsats mod gaderæs.

AABENRAA:29 personer er enten blevet sigtet eller har fået en bøde af Syd- og Sønderjyllands Politi i forbindelse med optræk til gaderæs lørdag aften og natten til søndag.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

- Syd- og Sønderjyllands Politi gennemførte lørdag aften og natten til søndag en ny indsats for at forhindre streetrace (gaderæs, red.) i politikredsen.

- Weekendens indsats afspejler, at politikredsen fortsat har nultolerance over for disse hændelser, der skaber utryghed og kan skabe farlige situationer i trafikken, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Det var en patrulje, der ellers var dedikeret til coronatilsyn, som lørdag aften ved 22.00-tiden kunne konstatere, at en større grupper biler var samlet til, hvad man formoder var optrækket til et gaderæs i et industriområde.

Derefter blev færdselsafdelingen tilkaldt. 50-60 biler blev der gennemført eftersyn af.

23 bilister fik en bøde for fejl og mangler ved køretøjerne. To bilister fik en bøde for ikke at have kørekort, mens en bilist blev sigtet for besiddelse af narko, og to andre fik en bøde for at køre for stærkt.

Desuden, melder politiet, blev en bilist sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.

Det er ikke første gang, der er gaderæs i det syd- og sønderjyske.

Tidligere i august måtte politiet skride ind, da cirka 200 personer deltog i et ulovligt gadeløb i Toftlund.

Ved løbet blev der kørt mellem 160 og 180 kilometer i timen.

Samtidig stod tilskuere i rabatten ud til vejen - altså uden at være beskyttet af nogen form for afskærmning.

Politisk har der også været fokus på at forhindre ulovlig bilisme. Regeringen har tidligere på året fremlagt ni konkrete initiativer, der skal komme det, de betegner som "vanvidsbilisme" til livs.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.