Lokalpolitik

3,8 mio. kr. afsat til Vendelbohus

Byrådet har givet grønt lys til at håndværkere kan starte 1. etape af renovering af Hjørrings store kulturhus.

Vendelbohus trænger til en renovering, også udvendigt, som det ses på et foto taget sidste år af graffiti påført en af facaderne. Arkivfoto: Henrik Louis

Vendelbohus trænger til en renovering, også udvendigt, som det ses på et foto taget sidste år af graffiti påført en af facaderne. Arkivfoto: Henrik Louis

Vendelbohus skal renoveres for 3,85 millioner kroner. Byrådet har besluttet, at en første etape af en omfattende skønhedskur og ombygning af byens gamle store kulturhus har førsteprioritet blandt de mange anlægsarbejder, der trænger sig på inden for kultur og fritid. - Der er mange ting, der skal laves. Som noget af det første skal vi have skaffet plads til nogle af dem, der brugte Sysseltinget til at øve, siger Jens Broen (K), som på vegne af fritids- og kulturudvalget fremlagde udvalgets prioritering af anlægsrammen for byrådet. Planen er at lave en tilbygning ud mod gården, og så trænger det gamle hus både udvendigt og indvendigt til en renovering. Jens Broen mener at dødsdommen over Sysseltinget nok er afsagt. Derfor er ombygningen af Vendelbohus trukket helt foran i udvalgets investeringsplan for i år. - Sysseltinget bliver ikke spillested igen. Og fremadrettet må vi se om det bliver en del af kommunens bidrag til et nyt teater, siger han. Desuden oplyser Jens Broen, at forvaltningen er i fuld gang med at skaffe midlertidig plads til øvelokaler for lokale bands fra Hjørring. - Vi kigger på alle mulige steder, og sågar den svenske sømandskirke i Hirtshals har tilbudt at låne lokaler ud. Men det er nok lidt upraktisk. I hvert fald med lidt større instrumenter, tilføjer han. Målet med det første anlægsarbejde i Vendelbohus er, at det er færdigt, når næste sæson starter. Næsten halvdelen af fritids- og kulturudvalgets anlægsramme for 2011 går til renovering af byens gamle kulturhus. Desuden er der på overslagsbudgettet for 2012 afsat yderligere 3,6 millioner kroner til etape to og tre i renoveringsplanen. Årets anlægsinvestering til Vendelbohus blev afsat i forbindelse med en samlet prioritering af et anlægsbudget på oprindeligt 8,15 millioner kroner. Af dem er 2,6 millioner kroner afsat til vedligeholdelse af andre fritids- og kulturbygninger samt kommunale haller og idrætsanlæg. Park Vendia/stadion Endelig er der afsat 500.000 kroner til at undersøge mulighederne for at udbygge Park Vendia. - På listen er et ønske om at få 14 millioner kroner til Park Vendia, men med det her anlægsbudget kan fritids- og kulturudvalget ikke løfte opgaven alene, sagde Jens Broen ved byrådsmødet. Her tilføjede borgmester Arne Boelt (S) efter at prioriteringslisten var vedtaget, at han agter at få fremsendt en sag til byrådets juni møde om Park Vendia/stadion.